Lyt til artiklen

Australien kom hurtigt foran, men endte med at tabe 1-4 til et velspillende fransk hold.

Frankrig viste tirsdag aften, at landet er mere end klar til at forsvare sin titel som verdensmester i fodbold.

I dagens anden kamp i Danmarks VM-gruppe gav franskmændene således Australien lidt af en fodboldlektion. Frankrig vandt 4-1.

Australien kom ellers foran kort inde i kampen, men det viste sig at have været lidt af et lykketræf. Frankrig var nemlig klart bedst på Al Janoub Stadium.

Med resultatet placerer Frankrig sig i toppen af gruppe D inden mødet med Danmark lørdag.

Frankrig kom flyvende ud af startboksen og pressede med det samme Australien helt tilbage.

Australierne kom dog hurtigt ud af problemerne. Efter små ti minutter blev det noget overraskende 1-0. Mathew Leckie sendt bolden på tværs i det franske felt og fandt Craig Goodwin, der bankede den op i nettaget.

Målet endte i momentet som en dobbelt nedtur for Frankrig, der måtte se sin skadesliste blive længere. Lucas Hernández faldt således til jorden og tog sig til knæet.

Bayern München-forsvareren måtte med det samme lade sig udskifte. Ind kom hans bror, Theo Hernández.

Der skulle ikke gå ret længe, før han indtog en vigtig birolle. Efter scoringen overlod Australien initiativet til Frankrig, og cirka midtvejs i første halvleg gav det afkast for de forsvarende verdensmestre.

Theo Hernández sendte et indlæg ind i feltet, og Adrien Rabiot steg til vejrs og headede bolden forbi FC København-målmanden Mathew Ryan til 1-0.

Kun fem minutter senere kom Frankrig på 2-1. Et højt fransk pres førte til et australsk boldtab dybt nede på egen banehalvdel.

Det straffede Frankrig prompte. Olivier Giroud sparkede bolden i et tomt mål, efter at franskmændene havde revet Australiens forsvar fra hinanden.

Frankrig havde for alvor taget kontrol over kampen, og det fortsatte også efter pausen. Cirka midtvejs i anden halvleg blev det 3-1, da Kylian Mbappé headede bolden ind via stolpen.

Fem minutter senere blev Olivier Giroud dobbelt målscorer efter endnu et fransk hovedstødsmål. Denne gang var Mbappé oplægger.

Med scoringen kom Giroud op på 51 landsholdsmål. Dermed matchede han Thierry Henrys rekord på nationalmandskabet.

4-1-målet fjernede den sidste rest af spænding. Australien var ikke i nærheden af at lave et comeback, og så fik Frankrig sendt et varselsskud mod alle de andre VM-deltagere.

/ritzau/

Genoplev alle dagens opgør i B.T.s LIVE-blog herunder.