Lyt til artiklen

En helt særlig hunderace er udrydningstruet. Nemlig den grønlandske slædehund, som på mange punkter adskiller sig fra andre hunderacer verden over.

»På verdensplan er det den hunderace, der har spillet og stadig spiller den største rolle i en given kultur,« siger seniorforsker Thomas Bjørneboe Berg fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet i Odense.

Hvis det ikke havde været for den grønlandske slædehund, havde Thulefolket ikke haft den store succes med at overleve under så svære vilkår, som de har haft, siger han.

Antallet af grønlandske slædehunde er dog over en 20-årig periode halveret i antal, så der i dag kun er 15.000 eksemplarer.

Derfor blev der lavet et stort forskningsprojekt, som skulle klarlægge vigtig viden om racen.

»Man har skaffet en hel masse information om den grønlandske slædehund, sådan at man ved, hvilke knapper der skal trykkes på, hvis man skal forbedre fremtidsudsigterne for den,« siger Thomas Bjørneboe Berg.

Den grønlandske slædehund er også særlig, fordi dens ophav er holdt rent.

Man har tidligere delt Grønland op i områder, hvor nogle dele af landet ikke tillader andre hunderacer end den grønlandske slædehund.

»Den er meget raceren, og dens aner kan spores 10.000 år tilbage,« siger Thomas Bjørneboe Berg og uddyber:

»Det er egentlig sjovt, at jeg sidder og taler om en raceren hund, for ellers er jeg mest til gadekryds, men det er lidt noget andet i det her tilfælde.«

Thomas Bjørnboe Berg har tidligere arbejdet med grønlandske hunde, så da han og Naturama i Svendborg, som forskeren også er tilknyttet, blev tilbudt at medvirke til at søge om støtte til det store projekt, lå det lige til højrebenet.

Selv har Bjørneboe Berg også prøvet at sidde på en af de særlige grønlandske hundeslæder, som til forskel fra slæder i Aalaska kører med hundene i en vifteform.

Det var en oplevelse, som forskeren sent vil glemme.

Folk, der er interesserede i at lære mere om den grønlandske slædehund, der hedder en qimmeq på grønlandsk, kan lige nu se en udstilling på Naturama i Svendborg på Fyn.

Derudover kan man glæde sig over det store grønlandsk funderede projekt, der har meget støtte i Danmark, der har til mål at gøre racens udsigter lysere.