Det kan godt være, vi ikke helt kan finde solhatten og parasollen frem igen, men et højtryk med sommerlige temperaturer op til 20 grader strømmer op til Danmark i den kommende uge.

Sådan lyder det i en ny prognose fra DMI.

Særligt onsdag og torsdag bliver lune.

»Allerede i dag torsdag og i weekenden strømmer en varmfront op mod Danmark, som giver drypvis regn i Nord- og Midtjylland og tørvejr i resten af landet. Når vi kommer frem til næste uge, får hele landet tørvejr og solskin, da et højtryk med ret varm luft kommer op fra sydøst,« fortæller Thyge Rasmussen, vagtchef i DMI, til B.T.

»Særligt onsdag og torsdag i næste uge kommer vi nok op på 18-19 grader mange steder, og i Sønderjylland når vi helt op på 20 grader. Det er ret usædvanligt og flot, når vi på det tidspunkt er så langt henne i oktober,« siger Thyge Rasmussen fast.

Meteorologen understreger, at det er sjældent, at vi har så høje temperaturer, når vi nærmer os skolernes efterårsferie, der afholdes i uge 42.

Allerede torsdag kan vi forvente mellem 12 og 15 grader flere steder i landet, hvor sydlige landsdele som Fyn, Sønderjylland og Lolland-Falster vil få det varmest.

Årets første nattefrost blev målt i Billund den 25. september, hvor der blev målt -0,3 grader.

Men i næste uge kan det arbejdende folk og andre morgenfriske helt slippe for at skrabe is af bilens forrude, da de natlige temperaturer forventes at ligge et godt stykke over frysepunktet.

»Det ser ikke ud til, at vi får nattefrost i den kommende uge. Det kan være, at vi får nogle kolde nætter, og natten til mandag kan vi godt komme ned på et par grader, men frost ser det ikke ud til, at vi får,« siger Thyge Rasmussen.

Selvom 20 grader er særdeles lunt for årstiden, defineres det ikke som en sommerdag.

Ifølge DMI skal temperaturen et eller flere steder i landet nå 25 grader, før der er tale om en sommerdag.

Femdøgnsprognosen fra DMI. Onsdag og torsdag i næste uge, hvor der forventes op til 20 grader, er ikke med.
Femdøgnsprognosen fra DMI. Onsdag og torsdag i næste uge, hvor der forventes op til 20 grader, er ikke med.
Vis mere