Alle kan godt finde paraplyen frem søndag, men de fleste kan også pakke den væk igen op ad eftermiddagen.
Det oplyser vagthavende meteorolog hos DMI Mette Wagner:
»Der er en koldfront på vej med regn fra vest og videre mod øst. Hele landet får regn, der passerer i løbet af dagen – og nogen vil få mere end andre,« siger hun og tilføjer:
»I Nordjylland vil man dog allerede fra sidst på formiddagen se en opklaring med sol hist og her.«
På Fyn og Sjælland er der også mulighed for lidt sol op ad eftermiddagen, siger Mette Wagner:
»Ja, der er mange, der vil få solen at se, men også nogen, der vil føle sig snydt.«
Søndagens temperaturer kommer til at ligge mellem 8-13 grader, så det er endnu ikke tid til at finde huer og vanter frem.
Selvom solen kommer til at titte frem flere steder søndag, kommer det formentlig ikke til at fortsætte ind i den nye uge, tilføjer meteorologen.
»Der kommer en ny front mandag med blæst og regnbyger, hvor det bliver et noget ustadigt vejr,« lyder det.