Hjerneforskeren Milena Penkowa, som har været gennem noget af et mediestormvejr, får nu igen medieopmærksomhed. Eller rettere sagt: hendes hund har.
Det skriver DR.
Milena Penkowas navn har været i mediernes søgelys i forbindelse med grov dokumentfalsk. Alligevel har hun taget let på det. I hvert fald udadtil. Nu får hun igen rettet søgelyset mod sig selv og sin hund; cockerspanielen, Snubbi.
I programmet Shitstorm på P1 fortæller hjerneforskeren, at hun bruger sin hund som et terapeutisk redskab - og ja, at hun kan snakke med den. Snubbi og Milena Penkowa har nemlig et helt særligt bånd. Ifølge hende kan Snubbi kommunikere helt konkrete ting.
»Lad os komme ud på Amager Fælled. Der er masser af fasaner, der venter på mig. Lad os nu komme af sted. Lad os kigge fremad,« siger Snubbi ifølge Milena Penkowa i P1-programmet.
Ifølge Milena Penkowa så taler og kommunikerer hunde hele tiden. For eksempel mener hun, at Snubbi coachede hende igennem mediestormen, og at hunden havde fortalt, at »dommerne var så styrede og hjernevaskede af pressen, at de ikke kunne andet.«