Den 29-årige Naomi Shawana fra Canada er tiltalt i en ganske bizar røverisag, som fandt sted i sexshoppen Extasy Shop i byen Ontario, Canada, sidste år.

I næste måned står hun til at blive dømt i sagen. Det skriver britiske Metro.

Naomi Shawana er tiltalt for at have truet en ekspedient i sexshoppen med en nål, som hun hævdede var smittet med HIV-blod. Det skete, efter at hun havde smuglet to dildoer ned i sin taske.
På vej ud af butikken blev hun mødt af ekspedienten, hvorefter hun hev nålen frem og langede ud efter den overraskede ekspedient, inden hun forsvandt.

Dildoerne havde en værdi af 190 dollars (cirka 1300 danske kroner).

Røveriet fandt sted den 23. januar 2016, men det ventes, at hun vil blive dømt i sagen den 2. maj i år.

Naomi Shawana er også tiltalt for et andet røveri. Sammen med en anden kvinde røvede hun angiveligt et supermarked to dage tidligere. Her var gerningsvåbenet ikke en HIV-inficeret nål, men en kniv.