Transportminister Ole Birk Olesen er kendt for ikke at have behagesyge holdninger, og det begyndte allerede i folkeskolen. I privaten har han et ‘sydlandsk’ forhold til sin kone Sif, men ikke værre end at de ligger tæt under dobbeltdynen.

1. Hellere på biblioteket end i stalden

Jeg voksede op på en gård ved Agerskov i Sønderjylland, min mor Margit var kontorassistent og ud af en flok på ni, så der var mennesker nok ved familiesammenkomster. Min far Nis var landmand, og de var begge medlemmer af Venstre, som alle andre i området. Som barn var jeg meget begejstret for at læse skønlitteratur, og jeg havde ikke gået i 1. klasse ret lang tid, før jeg begyndte at låne bøger på biblioteket. Jeg begyndte med Brødrene Grimms eventyr og blev medlem af Disneys Juniorbogklub og modtog hver måned nogle drengeklassikere som En verdensomsejling under havet af Jules Verne, Robin Hood, Tarzan og De fem-bøgerne. På gården syntes jeg, dyrene var interessante, men jeg ville hellere læse bøger end arbejde i stalden. Jeg kan her fortælle, at det første motoriserede køretøj, jeg har kørt, var en Ford 6600 traktor, da var jeg ti år. Jeg kørte op og ned ad marken og landbrugsmedhjælperen gik ved siden af og samlede sten, der blev smidt op på ladet. Min drøm var, at jeg ville være vægtløfter, senere dyrlæge, og da jeg gik i gymnasiet, ville jeg være civilingeniør som min onkel Enevold, som alle var stolte af, for han rejste rundt i hele verden og byggede f.eks. havne i Afrika og Sydamerika.

2. Havde mine meninger

Allerede i folkeskolen havde jeg meninger, og jeg kunne ikke lade være med at give dem til kende, især i dansktimerne. F.eks. da vi skulle diskutere en tekst om en tåbelig ung mand, der begik hærværk. Vi fik at vide, at det var fordi han havde det svært derhjemme og han havde en hård barndom. Men det var jeg ikke enig i. Jeg mente ikke, at en dårlig barndom var en undskyldning for at opføre sig dårligt og lave hærværk og andre grimme ting.

3. En virkelig god tid

Jeg gik på efterskolen Vojens Ungdomsskole i 9. og 10. klasse, og her sad jeg med Andreas Petz, som senere blev en af Danmarks dygtigste triatleter. Han er også kendt, fordi han som 28-årig fik konstateret diabetes, men alligevel fortsatte som triatlet. Det var en virkelig god periode, faktisk så god, at jeg jævnligt sidenhen drømte om, at jeg var begyndt der igen. Når man som 16 årig drager af sted hjemmefra sammen med 150 andre unge mennesker i døgnets 24 timer, er det et ret markant tidspunkt i ens liv. Det sætter sig i én, og det var også svært for mig at vænne mig til, at det var slut. Det største drama for mig i de år var, da jeg i 1. g fik betændelse i mit kraveben og blev meget syg af det. Var på penicillin et halvt år efter – hvis det ikke var opfundet, havde jeg ikke overlevet det. Det gjorde enormt ondt i det kraveben, og da jeg også fik feber, gik det op for lægerne, at der var noget andet galt. Jeg lå på hospitalet i ti dage og fik stærk penicillin et halvt år efter. Sygdommen hedder benedder. Saltoer i Toftlund

4.Spillede meget computer

Her er jeg ikke længere en af de små. I femte klasse var jeg jo en af de mindste, men fra 10. klasse til 2. g lagde jeg lige 20 cm på og blev den højeste, fra 168 til 188. Jeg gik på Aabenraa Statsskole, eftersom jeg boede inde midt i Sønderjylland. Der kunne man tage alle vegne hen, for der var lige langt til Tønder, Ribe, Haderslev og Aabenraa. Det blev Aabenraa, fordi der snakkede de mest sønderjysk. Det her er ikke fra stenalderen, nej, for jeg fik en Commodore 64 i konfirmationsgave, og den brugte jeg meget tid på, og senere fik jeg også en Amiga. Jeg var en af de drenge i klassen, der spillede rigtig meget computer.

5. Gode karakterer - ingen piger

​Jeg fik en god studentereksamen, som betød, at jeg kunne komme ind på statskundskab. Jeg var aktiv i timerne, lyttede godt efter og skrev afleveringsopgaverne, men ellers læste jeg ikke lektier. Jeg læste heller ikke op til eksamen, for man havde jo en halv times forberedelse hvor man kunne læse stoffet. Jeg kunne sagtens nå det. De bedste i de årgange fik karakterer på 10,5, og jeg fik 9,6. Nej, jeg havde desværre ikke været kæreste med nogen. Der var et par af dem, som jeg havde et godt øje til, men jeg kom først rigtig i gang med den slags, da jeg flyttede til Aarhus og læste statskundskab. Jeg havde ikke lige modet til at vise min interesse for dem – jeg havde ellers selvtillid nok på mange andre områder.

6. Tabte i armlægning

​Her på en tur til badebyen Alanya i Tyrkiet, da jeg var i praktik på Ekstra Bladet, stødte jeg ind i de tyrkiske mænd, som opfordrede mig til at lægge arm. Jeg tabte. Som journalistpraktikant var mit store ønske at komme på en Christiansborgredaktion, og jeg søgte hos Berlingske, Politiken, Aktuelt og Ekstra Bladet. Det blev det sidste, og det var ikke kedeligt; efter arbejdstid gik vi over i Politikens kantine, som var det billigste værtshus i byen med øl til kun seks en halv. Det var fornøjeligt selskab, og vi fortsatte til Café Hackenbush eller Café Ludvigsen på Vesterbrogade. Det var gode tider, hvor jeg fik indhentet de år i gymnasiet, hvor jeg manglede selvtillid over for pigerne.

7. 20 års kærestejubilæum

​Min kone Sif og jeg blev gift på Maldiverne og det blev fejret i Jægerhuset ved Holte med omkring 60 gæster. Sif kender rigtig mange mennesker, det har jeg også gjort gennem tiden, men jeg har det med at miste kontakt med folk, hvis jeg ikke længere arbejder med dem eller går i klasse med dem. Jeg har i bund og grund nok i Sif og drengene. Sif og jeg mødte hinanden, da hun var på Polfoto og jeg på Ekstra Bladet i 1998, og i dag har vi 20 års jubilæum som kærester – vi blev gift i 2007. Jeg faldt fuldstændig for Sif, fordi hun både er smuk og sexet. Jeg synes ofte, at kvinder enten er smukke eller sexede, men Sif er begge dele. Og så er hun sød og ambitiøs med sit liv, både på arbejde og privat. Vi har et ‘sydlandsk’ forhold. Der er meget temperament, og vi kan være meget sure på hinanden, men vi ligger også stadig meget tæt under dobbeltdynen, og vi kan slet ikke forestille os et liv uden hinanden. Så det er for livet med os.

8. Elsker New York

I 2014 tog familien til New York, og der forelskede vi os i den by. Efter vi havde kørt i i sub’en fra lufthavnen til Manhattan og steg op en mørk aften med højhuse og de gule taxaer over det hele, syntes vi, det var fantastisk. Nu har vi været der tre gange. Vi går bare rundt i butikker, på Starbucks og Diner og køber f.eks. two egg-sandwich til morgenmad. Vi er et team sammen, vi hjælper hinanden, giver tryghed til hinanden, og så drager vi ud i verden hver for sig med hver sine projekter. Frede på 16 svømmer på højt niveau, Bjørn på 12 spiller stort set altid fodbold, Sif har sin fotografvirksomhed. Vi siger til drengene, at vi stadig skal bo tæt på hinanden, når de er blevet voksne, så vi kan hjælpe dem med at hente vores børnebørn fra børnehave og skole. Det der kan jeg da også 10. Da jeg så billedet af den canadiske premierminister Justin Trudeau florere i pressen, tænkte jeg: Det kan jeg da også, og fik taget det her billede. Bare for spas. Jeg er jo gammel gymnast, og så kan man jo nogle ting. Og det er faktisk noget nemmere, end det ser ud, for hele ens kropsvægt hviler på underarmen. Man sætter albuen op i hoften, og så hviler kropsvægten på en stiv underarm.