Det var en pine og et ynkeligt eksperiment at spille med i Lars von Triers »Dogville«. Ordene kommer fra verdensstjernen Nicole Kidman, der ifølge eget udsagn led voldsomt under indspilningen af filmen i Sverige.

Kidman fortæller, at hun ofte græd under indspilningen, fordi von Trier var ubehagelig. »Lars er hensynsløst ærlig. Han siger nøjagtigt, hvad han tænker og føler,« siger Nicole Kidman, der dog tilføjer, at arbejdet også var lærerigt, skriver Nettavisen.

Hun vil ikke svare på, om hun er færdig med Lars von Trier for altid, men i hvert fald skal hun ikke nyde mere indtil videre.

Den australske superstjerne var ellers udset til at spille hovedrollen i von Triers kommende film, »Manderlay«, der gerne må blive det næste mesterværk i en trilogi. Helst lige så omtalt som »Dogville«.

Om det var von Triers plagerier, der fik Nicole Kidman til at melde fra, vides ikke med sikkerhed, men pludselig var der ikke længere plads i hendes kalender.

Officielt forlød det i hvert fald, at forsøget på at få fundet fælles frirum i de to travle filmfolks kalendere var mislykkedes.

I stedet sagde hun i efteråret prompte ja til at spille med i Steven Spielbergs nye film, »The Rivals«, hvor hun giver den som den franske sang- og skuespillerlegende Sarah Bernhardt.

Optagelserne til »Manderlay« er for længst begyndt, og rollen som »Grace«, der var tiltænkt Nicole Kidman, er blevet overtaget af Bryce Dallas Howard. bola.