Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'. I denne uge med tv-vært Janni Pedersen om nærighed, kloge mænd og evig kærlighed.
Det er meget stressende som nyhedsvært, når ... der er noget galt med øresneglen, eller printeren ikke virker midt i en breaking news-historie, men ellers er jeg en ret rolig studievært, der sjældent stresser over noget.
En af de nyhedshistorier, der gjorde stort indtryk, var ... terrorangrebet i Norge. Jeg gik i studiet, da det første telegram om eksplosion i regeringskvarteret i Odense tikkede ind. Blev siddende de næste mange timer. Så surrealistisk, at de unge på Utøya blev dræbt, mens vi sad i studiet. Husker da de første helikopterbilleder kom ind, og det var tydeligt, hvad det var, der lå i vandkanten. Døde unge. Og vi fik direkte interview ind fra vores kolleger fra TV2 Norge med desperate forældre, der stod på fastlandet få kilometer fra øen, mens massakren stadig fandt sted. Det var jo unge lige så gamle som min datter, der hyldede demokratiet netop ved at være politisk aktive. Unge med strithår, stritører, bumser, sjove og almindelige frisurer. Unge på vej ind i livet med mod, glæde og guitarer på ryggen. Det glemmer jeg aldrig.
Jeg var meget stolt over at modtage ... nomineringen til årets Oscar for bedste dokumentar, da jeg var praktikant på TV2s daværende dokumentarprogram ’Fak2eren’ i 1998. Vandt ikke prisen – men bare det at være nomineret. Som dokumentarist og ikke engang færdig som journalist. Jeg blev også pænt stolt, da jeg i år modtog Billed-Bladets læseres pris som årets kvindelige studievært. Det havde jeg ikke lige set komme. Blev så overrasket og holdt en meget uforberedt tale om snart at blive 50, have slidte tænder og en lidt mere slidt krop og så modtage den pris. Jeg takkede min mand, der i sin tid havde et noget anstrengt forhold til, at jeg begyndte som studievært. Glemte helt at takke Lasse, min bedste tv-makker gennem fem år. Så sorry, Lasse. Og tak for alt.
Da jeg var barn, var min største dumhed da ... vi havde en skoleafslutning. Jeg havde få uger forinden været med i en OBS-film om epilepsi og havde set, hvordan man skulle lægge epileptikere i Nato-stilling, når de fik et anfald. Til afslutningen skulle vi synge i koret på scenen. En pige besvimede, og jeg råbte ud over det hele: ’Læg hende i missionærstilling’. Vores korleder og dansklærer var den ældre af slagsen og boede sammen med sin gamle far. Husker stadig hendes meget trætte blik, da jeg tog fejl af disse meget essentielle stillinger: Nato og missionær.
Jeg bliver meget hurtigt træt, når folk ... er nærige. Det kan jeg ikke med. Der var ikke mange penge i mit barndomshjem, men min mor har altid delt ud af det, hun havde. Det tror jeg sidder i mig. Jeg oplever ikke nærighed så tit, journalisttyper er tit meget gavmilde, men når jeg møder det, bliver jeg så gal. Min mormor sagde altid: Man skal være gode ved hverandre. Den har jeg også taget med mig.
Jeg begik mit livs brøler ... da jeg kom til at sige små hvide sædce….. i studiet under lærer lockouten for fem år siden. I stedet for små grå hjerneceller. Ved ikke, hvor jeg havde min hjerne. Og det skal man nok ikke gå længere ind i.
Jeg skal hver dag kæmpe med ... ikke at arbejde for meget. Er en arbejdshest. Den vestsjællandske af slagsen. Har arbejdet mig til alt det, der måske kan se så let ud i dag. Måske skal jeg arbejde lidt mindre. Også når jeg har fri.
Jeg kan godt li’ mænd, der ... er kloge. Ligesom min mand. Han er den klogeste. Og også pæn. Og min datters far. Ham elsker jeg. Det har jeg gjort 23 år, og det tænker jeg skal fortsætte livet ud.
Jeg tror, hemmeligheden bag, at et forhold varer længe, er ... vores opskrift har været plads og respekt for hinanden. Og så er vi så heldige, at vi i bund og grund altid bare godt har kunnet lide at være sammen. Og bygge sammen. Vi har bygget et kolonihavehus sammen – mest min mand. Vi har sammen med vores venner, som vi ejer en ødegård i Blekinge med – bygget en tilbygning. Vi skændes ikke, når vi tapetserer. Selv da vi var på orlov i England sidste sommer, og hvor vi kom til en campingplads, og det styrtede ned, og vi skulle have teltet op. I regn. Og vi måtte flytte det tre gange. Tre gange op og ned. I regn. Fordi der hele tiden var noget galt. Og vi skændtes ikke. Det er også opskriften.
Og kvinder, der er… kloge. Ligesom de fleste af mine veninder. Der også er smukke, dejlige, nærværende og kloge. Og for mig er det at være klog på både historie, litteratur, samfundet og mennesker. Det er mine veninder. Og så griner vi sammen. Rigtig meget. Og har en pænt ironisk distance til os selv, vores alder, vores job og vores liv. Jeg har de bedste veninder.
Jeg er god til at ... passe på andre. Kan ikke have det, når folk har det skidt. Jeg eksisterer faktisk bedst, når jeg hjælper andre. Har det bare godt med at være villet. Vi har haft veninders børn boende og datters veninder, hvis de har haft det svært. Det giver enormt meget mening. En af mine datters veninder, der har boet hos os ad flere omgange, da de gik i folkeskole, skrev den sødeste besked til os om betydningen af, at vi havde været der for hende lige på det tidspunkt. Nøøøj, hvor var det dejligt. Tænk, at have været der lige på det rigtige tidspunkt. Det giver så meget mening for mig.
Jeg er til gengæld elendig til... at passe på mig selv, tror jeg. Er også elendig til at tegne. Og male. Synger til gengæld meget godt.
Jeg var hunderæd, da ... har aldrig været hunderæd. Som i aldrig. Bortset fra det med højder. Anede ikke, at jeg havde det sådan, men lige pludselig på et museum i San Fransisco med en veninde skulle vi passere en gangbro. Af glas. Og der stod jeg og kunne ikke komme over. Jeg måtte ned på fire og kravle over. Det var helt galt.
Jeg blev dybt uretfærdigt behandlet, da... en mand skældte mig ud over, at han ikke kunne få sin hund med, som han ikke havde i snor, fordi min beagle Bella var i løbetid. Få din hund i snor og opfør dig ordentligt. Han skældte mig vitterligt ud over, at jeg gik – i snor – med min hund i løbetiden. Og jeg fik ikke sagt noget igen. Er stadig gal.
Jeg var ludfattig dengang ...min mor og far blev skilt. Der var ikke mange penge at rutte med i vores lille ledvogterhus lidt uden for Slagelse. Men min mor var god til at sy, og vi fik det bedste kød fra mormor og morfar, der havde en lille landejendom på Røsnæs. Så selv om vi ikke havde mange penge, fik vi altid god mad. I dag bruger jeg ikke særlig mange penge – udover på mad. God mad. Og min datter og også snart vores barnebarn, der kommer til maj, hvor min mands store søn får en pige med sin kæreste.
Jeg mistede det mest dyrebare, da ... min mormor døde, da jeg var 26. Måneden efter fik jeg brev fra journalisthøjskolen om, at jeg var kommet gennem nåleøjet. Åh, hvor ville jeg have ønsket, hun havde levet. Hun ville være blevet så glad. Jeg elskede, elskede min mormor. Og der er direkte adgang til tårekanalerne, bare jeg siger mormor.
Det værste måltid mad, jeg har spist ... var en hapsdog med smeltet ost i Paris, da jeg var på en ganske håbløs ferie med min mor og hendes daværende kæreste først i 80erne. Vi havde nærmest ingen penge tilbage, og jeg var så sulten. Min mors kæreste bestiller en pølse til mig og siger ja til fromage. Han var ikke så god til det der fransk. Og så får jeg en haps dog med smeltet ost. Og jeg skulle spise den. For det var nærmest vores sidste penge. Så det gjorde jeg. Men er ikke så meget til ost. Ikke dengang og heller ikke nu.
Jeg accepterer simpelthen ikke... folk, der slår deres børn. Jeg har blandet mig, hver gang jeg har oplevet det. Det må være så frygtelig pinligt for barnet, dels at blive slået i Brugsen og så står der sådan en dame og skælder hendes far ud. Men jeg håber, at barnet på en eller andet måde har fået med, at det ikke er i orden. Jeg kan ikke lade være med at blande mig. Da jeg var yngre i Slagelse, gik jeg også altid mellem folk, der kom i slåskamp.
Jeg bad til Gud, da ... min mormor fik en blodprop. Jeg bad og bad. Men hun døde. Siden har jeg ikke bedt.
Jeg kan godt blive misundelig på... da jeg var barn ude på landet, var jeg misundelig på mine veninder. Lise havde de pæneste tænder, Christina var så smuk som Sue Ellen fra Dallas. Rikke havde det smukkeste lyse hår og var mild og englesmuk at se på. Jeg havde stritører og strittænder og alt for store bryster i forhold til min alder. Og de boede så pænt med farvefjernsyn og mødre, der havde neglelak på og pænt hår. Min mor var lidt mere dedikeret til kvindebevægelsen end mine veninders mødre. Så neglelak eksisterede ikke hos os. Men efter mine forældre blev skilt, tog min mor HF og en læreruddannelse på lyntid ved siden af natarbejde, fredsmøder, basisgrupper og et hus med katte og to piger. Helt alene. Jeg er ikke misundelig på nogen mere.
