Hans Georg Møller var Sporløs-programmets første vært tilbage ved premieren i 1999. Den 67-årige tv-vært, der også er kendt som Gorm, undrer sig over den drejning, som programmerne har taget her ti år efter. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- I min tid som vært lagde jeg i interview aldrig skjul på, at de tv-optagelser, jeg stillede videre til fra studiet, var en rekonstruktion af research, vi havde lavet over telefon. Jeg har altid været åben om det og har aldrig påstået, at det ikke var sådan. Det, vi viste, var ikke fiktion, men en forskubbet handling, siger han.
Hans Georg Møller undrer sig over, at det i dag ikke fremgår af rulleteksterne, hvordan præmissen bag optagelserne er.
- Jeg er ikke sikker på, at seerne også ved det. Men programmet snød i hvert fald ikke i min tid med faktuelle oplysninger, så forargelsen forstår jeg ikke rigtigt. Men det er da en god ide at gøre opmærksom på rekonstruktionen i rulleteksten. Så er det moralske i orden, selv om teksterne kører så hurtigt, at seerne ikke når at læse dem.
Hans Georg Møller forklarer, at tv-holdet langtfra rejste rundt i verden i blind jagt på forsvundne familiemedlemmer. Det var tit en løsning eksempelvis at slå to eftersøgninger sammen på en rejse til USA. Men det var ret hurtigt tv-holdets erfaring, at en eller anden form for pårørende skulle findes, før programmet virkede. Spor, der endte blindt, endte sjældent i et færdigt program.