Han er blevet udpeget som den formodede hjerne bag terrorangrebet, der ramte Paris fredag aften og kostede 129 mennesker livet.

Oplysningerne stammer ifølge nyhedsbureauet AP fra en talsmand ved de franske myndigheder.

Navnet er Abdelhamid Abaaoud, en 27-årig belgisk statsborger fra Molenbeek, en bydel i Bruxelles.

Nu begynder oplysningerne om Abdelhamid Abaaoud at komme frem. Og det er en uhyggelig vidnesbyrd om en mand med en ubegribelig kynisme.

TV2 Norge fortæller, at det er Abdelhamid Abaaoud, der optræder på et tv-klip fra marts 2014. Her kører han i en bil, der på grusom vis trækker flere lig efter sig.

AP fortæller, at Abdelhamid Abaaoud, der har marokkansk oprindelse, engang var en bekymringsløs elev på en prestigefuld skole ved navn Saint-Pierre d’Uccle i Bruxelles. Men med tiden blev han så ekstrem, at han blandt fik rekrutteret sin 13-årige lillebror til at kæmpe i Syrien.

Abaaoud er tidligere blevet mistænkt for at lede en terrorcelle i Bruxelles, som blev stormet af politiet i januar. To at hans allierede blev dræbt  ved aktionen, men det skulle være lykkes Abaaoud at flygte til Syrien.

Tidligere på året blev han idømt 20 års fængsel for at planlægge terror. Han var dog ikke til stede i retten, da han fik sin dom.