Politiet har fået 25-30 henvendelser fra befolkningen i sagen, lyder det på en pressekonference. Nu afhøres flere børn i jagten på detaljer om drabet på den 4-årige svenske dreng.

Søndagens drab på den 4-årige dreng i Ljungby mangler endnu et afgørende spor, der kan bringe politiet tættere på gerningsmanden til den frygtelige forbrydelse. På en pressekonference her til eftermiddag meddelte politiet dog, at de nu har fået 25-30 tips fra offentligheden.

- Henvendelserne er forskellige, og vi er i gang med at behandle dem, men vi vil ikke kommentere indholdet, siger efterforskningsleder Markus Gustafsson til Aftonbladet.

Politiet har flere gange gennemsøgt området, hvor den fire år gamle dreng blev fundet. De har også endevendt indholdet i tre containere for spor. Den svenske politistyrke i Ljungby har indtil videre stået med sagen alene. Men nu bliver Sveriges svar på Rejseholdet sat ind i sagen.

- Undersøgelsen er i gang i et intensivt tempo i øjeblikket. Kronoberg politi har bedt om hjælp fra Riksmordkommissionen (Svensk specialenhed, red.). De er eksperter i at systematisere og gennemføre sådanne sager, siger Robert Loeffel, informationschef hos Kronoberg politi.

Det er kommet frem i sagen, at drengen var blevet uvenner med sine søskende på legepladsen, inden han forsvandt. De mange børn, der har været på legepladsen er politiet i gang med at afhøre.

- Vi fortsætter med afhøringer store dele af dagen og aften. Børn er lige så gode iagttagere som voksne. Vi ved ikke, hvem der har de gode informationer, så vi må høre alle, der kan tænkes at vide noget, vi kan bruge, siger Yvonne Rudingsson, anklager i sagen.

Politiet vil endnu ikke oplyse, præcis hvordan den lille dreng blev dræbt.