Videoen herover er efter alt at dømme et billede af en af de to gerningsmænd, der her til eftermiddag skød en ung kadet på 20 år, huggede løs på ham med knive og angiveligt efterfølgende forsøgte af halshugge ham.

Det er uhyrlige billeder, den britiske tv-station ITV har skudt i forbindelse med dagens formodede terrorangreb i den sydøstlige London-bydel Woolwich. En video viser en mørk mand med hænderne indsmurt i blod og med flere knive og en kødøkse i sin venstre hånd. Alt i mens han råber: 'Jeg sværger i den almægtige Allahs navn, at vi aldrig vil stoppe med at bekæmpe jer. Jeg er ked af, at den kvinde derovre skulle opleve dette. Men i vores land er det hverdag for vores kvinder', siger manden.

I baggrunden kan man fornemme, hvor tæt vidner har oplevet den forfærdelige hændelse, hvor altså to mænd gik bersærk på en mand, der angiveligt boede på en nærliggende kaserne. Kort efter kom politiet til stedet, hvor de skød de to mænd, som nu ligger på hospitalet.

Her til aften kommenterede den engelske premierminister, David Cameron, hændelsen fra Paris, hvor han besøgte den franske præsident, Francois Hollande. Et møde, han nu afbryde for at tage til London, hvor han skal mødes med COBRA-udvalget - et udvalg, som kun beskæftiger sig med alvorlige begivenheder af national og sikkerhedsmæssige interesser.

- Mine tanker går ud til offerets familie og venner. Jeg er sikker på, at alle briter fordømmer dette angreb i dag, sagde David Cameron og kaldte forbrydelsen for syg og forfærdelig.