Hemmelige optagelser med Prinsesse Diana afslører intime detaljer om hendes første kys med Prins Charles og det ægteskab, der gjorde hende ulykkelig.

»Urgh«. Det var Dianas første reaktion, da Prins Charles kyssede hende første gang. Hun var ikke synderligt imponeret over hans kurtisering, og i kontroversielle videooptagelser fortæller hun i meget lidt flatterende vendinger om den prins, hun delte børn og palads med, men aldrig den indbyrdes kærlighed, hun drømte om.

Hele verden fulgte med, da Diana den 29. juli 1981 med flere meter slæb og store pufærmer gik ned ad kirkegulvet i St. Pauls Cathedral i centrum af London for at blive gift med den britiske tronfølger, Prins Charles. Der gik dog ikke længe, før eventyret så småt krakelerede, og i 1992 blev parret separeret og efterfølgende skilt i 1996. Bruddet var på mange måder brutalt, og Diana havde efter separationen ikke mange pæne ord at fortælle om briternes kommende konge.

Det står klart, efter flere årtier gamle videooptagelser med Prinsesse Diana er på vej til at blive offentliggjort. Det skriver flere britiske medier, blandt andre The Mirror. Der er tale om en række opsigtsvækkende samtaler, som Diana havde med sin stemmecoach Peter Settelen fra 1992 til 1993. Optagelserne er blevet solgt til den britiske tv-kanal Channel 4, som bruger materialet til en kommende dokumentar, Diana: In Her Own Words.

Timingen er ikke tilfældig. I dag er det nemlig 20 år siden, den folkekære prinsesse blev dræbt i en tragisk trafikulykke i Paris blot 36 år gammel.

I optagelserne fortæller Diana åbent og ærligt om sit tumultariske forhold til Prins Charles og om hvordan det hele startede. Ikke mindst hvordan Prins Charles forsøgte at score hende.

Diana var på det tidspunkt blot 18 gammel, da hun mødte den 13 år ældre prins til en sammenkomst hos en af sine venner i Sussex. På det tidspunkt havde Prins Charles netop brudt med en kæreste, og en af hans venner, Mountbatten, var død.

Prins Charles var ifølge Diana vældig snaksaglig den aften.

»Han talte til mig konstant og var ikke til at slippe af med,« fortæller Diana i optagelserne ifølge The Mirror.

De talte om hans afdøde ven og bruddet med kæresten, hvortil Diana fik sagt, at han ”måtte føle sig ensom”.

Mere skulle der ikke til, før prinsen placerede sine læber på hendes.

»Han sprang på mig og begyndte at kysse mig, og jeg tænkte ’urgh’, det her gør folk ikke. Han var over mig resten af aftenen og fulgte mig rundt som en hundehvalp. Ja, jeg var smigret, men jeg var forvirret,« siger hun ifølge optagelserne.

I starten af deres forhold var kontakten dog sporadisk. Faktisk så de kun hinanden 13 gange, inden de blev gift. Han kunne ringe til hende hver dag i en uge, for derefter ikke at lade høre fra sig i tre uger. Hun blev glad, når han ringede, men hun undrede sig over de lange perioder med tavshed.

»Han ringede mig op hver dag i en uge, og så pludselig talte han slet ikke med mig i tre uger derefter. Det var meget mærkeligt, og jeg lagde mærke til, at han altid fulgte det samme mønster,« siger Prinsesse Diana på videobåndene ifølge avisen The Telegraph, og afslører, at Prins Charles opførsel angiveligt handlede om, at han var sammen med en anden kvinde, allerede før han blev gift med Diana. Den anden kvinde var Camilla Parker Bowles.

Da Diana spurgte Prins Charles, hvorfor han så Camilla Parker Bowles, og fik at vide, at han nægtede at være en prins uden en elskerinde. Inden de blev gift, så Prins Charles og Camilla Parker Bowles hinanden jævnligt, og affæren forsatte også efter, de var blevet mand og kone. Det gik Diana så meget på, at hun tog sagen op med Dronning Elizabeth. Med gråd i stemmen spurgte hun, hvad hun skulle gøre, men fik et nedslående svar retur:

»Jeg ved det ikke. Charles er håbløs.«

Gennem årene kæmpende Diana også med både depression og bulimi, og i 1995 deltog hun i et interview i på BBC, hvor hun fortalte, at hendes bulimi og depression hang sammen med hendes mands utroskab.

»Der var tre i vores ægteskab, så det var en smule overfyldt,« sagde hun til intervieweren Martin Bashir 1995.

Hendes svigerfar, Prins Phillip, skulle også have sagt til sin søn, at han altid ville kunne gå tilbage til Camilla Parker Bowles, hvis ægteskabet med Diana ikke holdt.

Det var også præcis det, der skete. Efter skilsmissen fra Diana, blev Prins Charles og Camilla Parker Bowles gift i 2005.