Den tyske røntgensatellit, ROSAT, forventes at styrte ned på jorden inden for kort tid. 30 dele med en samlet vægt på 1,6 ton vil sprede sig udover jorden.

Satellitten UARS skabte meget opmærksomhed, da den i slutningen af september styrtede mod jorden. Nu er det så ROSAT’s tur til at blive fulgt tæt, og den tyske satellit forventes at styrte ned mellem den 20. og 25. oktober, skriver Ingeniøren.

- ROSAT’s bane ikke langt nok mod nord til at ramme ned i Danmark. Den hælder 53 grader, hvilket svarer til, at den højst kan ramme i det nordlige Tyskland omkring Berlin, sagde Michael Linden-Vørnle, astrofysiker hos Tycho Brahe Planetarium, til bt.dk, da det først blev kendt, at ROSAT snart ville udgøre en risiko for klodens befolkning.



På grund af flere vragdele fra ROSAT, så er risikoen for at et menneske bliver ramt blevet betydeligt større i forhold til UARS, skriver Ingeniøren. Risikoen er nemlig nu 1 til 2.000 mod 1 til 3.200, da UARS i september styrtede mod jorden og teoretisk set kunne være ramt ned i Danmark.

- Den største del, der forventes at ramme jorden er hovedspejlet. Det blev brugt til at indfange røntgenstråler og vejer omkring 400 kg. I alt skønnes det, at 30 dele vil ramme jorden med en samlet vægt på 1,6 ton, sagde Michael Linden-Vørnle om den tyske satellit ROSAT.



ROSAT blev opsendt 1. juni 1990 for at observere røntgenstråling fra universet og blev taget ud af drift i februar 1999. Siden da han den været på vej mod jorden, og det var egentlig forventet, at dens dele først ville sprede sig udover jordkloden i november. Men det er altså gået hurtigere end forventet for satellitten.