Måske har du selv mærket det? Forsinkelser på en ny telefon, et nyt tv eller måske endda en bil, du har købt.

Årsagen til de månedlange forsinkelser på en lang række produkter skyldes manglen på computerchips – de såkaldte halvledere.

De små chips bliver betegnet som 'hjernen' i enhver elektronisk enhed, og uden dem går produktionen af en lang række produkter i stå.

Lige nu er manglen på halvledere så stor, at USAs handelsminister, Gina Raimondo, over for CNN råber vagt i gevær.

»Det er en krise nu, og det bliver kun værre,« siger Raimondo til den amerikanske tv-station.

Men hvor slemt er det egentlig, at man ikke kan få en lillebitte computerchip, tænker man?

Det er så slemt, siger Gina Raimondo, at de, der er afhængig af chippen i deres produkter, er tvunget til at lukke deres virksomheder, fordi de ikke kan komme videre med deres produktion. Og på sigt vil det have en global økonomisk slagside.

Som nævnt er det særligt elektronik- og bilbranchen, der er hårdt ramt.

Et eksempel på dette er Apples udmelding om, at de forventer at reducere produktionen af den seneste iPhone med ti millioner enheder. Samtidig har franske Renault varslet, at de regner med at producere 500.000 færre biler i år end planlagt.

Manglen på halvledere er kun taget til under coronapandemien, fordi de store halvlederfabrikker ikke har kunnet arbejde på fuld styrke.

Tidligere i år varslede den amerikanske præsident, Joe Biden, at man med en investering på 50 milliarder dollar vil intensivere produktionen af halvledere i USA. Men ifølge Bidens handelsminister skal der altså mere til.

»Noget skal ske inden jul. Det må ikke tage måneder,« siger Gina Raimondo.