Ferien fik en uventet drejning for en flok svenske turister på et hotel ved den populære Kamala-strand i Phuket, Thailand. Søndag morgen fandt de en død mand i hotellets pool.

Det skabte her til morgen kaos, da det gik op for gæsterne på Sunprime Kamala Beach Resort i Phuket, at der flød et lig rundt i hotellets pool. 

- Alle undrer sig over, hvad der kan være sket. Vi så til fra vores balkoner, mens liget blev bjærget. Det var frygteligt, fortæller en gæst til Aftonbladet. 

Ifølge informationschef Magdalena Öhrn fra rejsebureauet Ving, der ejer hotellet, kom den døde mand fra Ungarn og var læge. 

- Han var her med en gruppe på 25 læge i forbindelse med en kongres, og de skulle være her i en måned, siger hun. 

Personalet har i dag haft travlt med at få talt de chokerede gæster, der primært er fra Sverige, til ro.

Liget skal nu obduceres, men ifølge politiet tyder alt på druknedød. Der er ingen tegn på forbrydelse.