En alvorlig ulykke har fundet sted søndag eftermiddag ved Steigen-tunnelen i Norge.

Her blev en traktor med en anhænger påkørt af en personbil på udenlandske nummerplader, hvilket resulterede i et større sammenstød.

Det oplyser politiet i Nordland i en pressemeddelelse ifølge NRK søndag aften.

»Der var seks voksne involveret i ulykken, en person sad i traktoren, og fem personer sad i bilen,« siger indsatsleder Tommy Bech i pressemeddelelsen.

Fire personer fra personbilen blev erklæret døde af sundhedspersonale på stedet.

Derudover blev to personer afhentet med en lægehelikopter, da de var alvorligt tilskadekomne. Heriblandt føreren af traktoren.

Politiet oplyser til mediet, at de fire personer, der mistede livet, var turister fra et større rejseselskab, som var på ferie i området. Der arbejdes derfor på at få kontakt til de pårørende.

Ulykken fandt sted midt i Steigen-tunnelen, der er cirka otte kilometer lang, omkring klokken 16.

Både Steigen Kommune og Hamarøy Kommune oplyser på deres hjemmesider, at man har oprettet en nødtelefon til personer, der har været i nærheden af ulykken og skulle have brug for nogen at tale med.

»Forbipasserende, der er ankommet til ulykkesstedet, kan have oplevet stærke indtryk og skal bearbejde dette. Kommunerne vil derfor stille op med deres psykosociale team,« skriver Hamarøy Kommune.