Nedsat fart, men også skriggule og skriggrønne pangfarver kan være blandt løsningerne på at nedbringe antallet af dræbte motorcyklister i trafikken.

Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse, hvor de gør status på et blodigt første halvår, der har kostet 10 motorcyklister livet.

De mange solskinstimer har ifølge organisationen fået flere til at sætte sig op på motorcyklerne, og det har betydet, at vi allerede nu har set næsten lige så mange dødsfald i år som sidste år. I hele 2017 døde 11 motorcyklister ifølge Vejdirektoratet.

»Det er bekymrende, at der er sket så mange dødsulykker i år. Selv om de fleste motorcyklister kører pænt, er meldingen fra politiet, at flere af forårets ulykker skyldes for høj fart på motorcyklen,« siger Jeppe Holm Gudmandsen, pressemedarbejder i Rådet for Sikker Trafik.

I pressemeddelelsen opfordres i øvrigt til, at motorcyklisterne bærer tøj og hjelme i pangfarver, da det er farver, 'som øjets nethinde er allermest følsom over for'.