»Jeg håber, at folk i Danmark bruger mundbind, når de skal se løbet, og at de beskytter rytterne.«

Sådan lød det fra sportsdirektøren Merijn Zeeman til B.T., da han onsdag luftede sine bekymringer for Tour-feltets helbred, når rytterne i de kommende dage kører her i Danmark.

Zeeman er nemlig selv røget ned med den 'usynlige fjende', som han kalder det. Men heldigvis har sportsdirektøren ikke haft tæt kontakt til sit hold Team Jumbo-Visma og det store danske klassementhåb, Jonas Vingegaard.

»Alle burde være bekymret for det her,« siger Merijn Zeeman.

Men de danske arrangører og den danske Sundhedsstyrelse har ikke tænkt sig at ændre på noget, selvom sportsdirektøren fra Tourens stærkeste hold kalder på ændringer og opfordrer danskerne til at hoppe i mundbindet igen.

Grand Départ henviser til de forholdsregler, som også findes på deres hjemmeside, og som går hånd i hånd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Og hos Sundhedsstyrelsen deler de ikke bekymringen.

»Jeg forstår godt, at en sportsdirektør er bekymret for smitte af en cykelrytter, der dermed må udgå af løbet, men argumentationen for, at publikum skal bære mundbind, er ikke velbegrundet i denne sammenhæng,« svarer overlæge Andreas Rudkjøbing i forhold til Zeemans opfordring.

»Smitten i Danmark er meget lav, og vi har et åbent samfund, hvor der hverken er krav om mundbind eller test på nuværende tidspunkt.«

Af samme grund har Sundhedsstyrelsen heller ikke tænkt sig at ændre på de forhold, der på nuværende tidspunkt er i Danmark.

»Vores vurdering er, at risikoen for smitte er lav, eftersom det både er en begivenhed, der foregår udenfor, og for cykelrytternes vedkommende er de i fart, hvilket også reducerer risikoen,« forklarer Andreas Rudkjøbing.

Den 'skjulte fjende' har opmærksomhed fra andre end sportsdirektør Zeeman. Den franske klatrer Romain Bardet tweetede sin bekymring, da han tirsdag skulle med et fly for at deltage til Grand Départ, og 90 procent af passagererne ikke bar mundbind.

'Første stresstest' kalder han det. Men pulsen er en del lavere hos Sundhedsstyrelsen, der ikke har andre anbefalinger til publikum end at blive hjemme og blive testet, hvis man føler sig syg.