En operation, et hospitalsophold – og så en operation mere og endnu et hospitalsophold.

Wout van Aert er langtfra kommet sig over sit voldsomme styrt i Tour de France.

Det er nu 10 dage siden, at den belgiske cykelrytter ramte barrieren på 13. etapes enkeltstart, hvorefter han for rullende tv-kameraer tydeligt lidende blev behandlet på asfalten.

Det viste sig hurtigt, at han havde fået et dybt kødsår.

Wout van Aert på enkeltstarten, inden det gik galt.
Wout van Aert på enkeltstarten, inden det gik galt. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Nu fortæller han om sin skade, der var mere kompliceret end først antaget. Han har været indlagt lige siden.

»I sidste uge blev jeg opereret i Pau og var bagefter indlagt på hospitalet i fire dage,« fortæller Wout van Aert nu til Cycling Weekly:

»Alt gik godt, og jeg kunne gå ved hjælp af krykker. Lægen sagde, at jeg bare behøvede tid til at komme mig. Herefter blev jeg overført til et andet hospital, og her blev jeg undersøgt igen. Det viste sig, at den første operation ikke var nok til at sikre, at jeg kunne komme mig fuldt ud. Derfor havde jeg brug for endnu en operation.«

Jumbo-Visma-rytteren havde inden sit styrt vist stor form i Tour de France.

Han havde bare få dage inden vundet 10. etape og var rent faktisk på vej mod en af de hurtigste tider i enkelstarten, da han røg i asfalten.

Det nager ham stadig.

»Det gør ondt, at jeg måtte forlade Touren på den måde. Det er også en stor skuffelse for holdet. Jeg var måske i den bedste form nogensinde, og selv om jeg ikke havde de bedste ben i tidskørslen, havde jeg kørt godt i dagene forinden,« fortæller Wout van Aert.

Han er også cykelcross-rytter, hvor sæsonen begynder i oktober. Nu er spørgsmålet, om han når at blive klar til til det.