Tom Høgli, du blev udsat for stor kritik i begyndelsen af din FC København-tid og blev stemplet som endnu et kedeligt norsk FCK-køb. Men det gav ikke mening, at det skulle være sådan. Du kom til FCK med roser fra Club Brügge, og selvom Egil Drillo Olsen ikke har en stor stjerne i dansk fodboldforståelse, så var han trods alt en af 90’ernes toneangivede trænere, og ’Drillo’ har omtalt dig som en af Europas bedste højre backer. Hvad gik der galt?
»Jeg vidste, begyndelsen ville blive vanskelig. For det første havde FCK hentet seks-syv nye spillere, der skulle være en 'unit' fra første dag, og det er næsten en umulig opgave. Og for det andet er jeg typen, der behøver lidt tid for at falde til og vænne mig til nye omgivelser.«
Fodboldspillere siger som regel, at de ikke hører tilskuernes piften eller læser den dårlige omtale i aviserne, men spillede den tidlige kritik ind på dine præstationer?
»Det passer ikke. Selvfølgelig tager man det ind, og man bliver påvirket af det. Det er menneskeligt og uundgåeligt. Men der skal man etablere et tunnelsyn og bare fokusere på fodbolden og kampene og arbejde sig ind i den rytme og det spil, man ved, man kan levere. Desuden skal man acceptere og forstå den præmis, at man kan blive udsat for kritik. Det er en del af en underholdningssport som fodbold.«
Sæsonen for FCK som helhed har ikke været den forventede succes, og mesterskabet synes urealistisk. Men alligevel har du spillet dig op og er i dag blandt ligaens to-tre bedste backer. Hvad er der sket?
»Der er flere nuancer i det. Vi skulle finde hinanden som hold, og for det andet så har jeg et vist tryghedsbehov. Jeg er typen, der først fortæller vittigheder, når jeg kender alle mand i omklædningsrummet. På den måde er jeg genert og reserveret. Jeg har mødt mange andre fodboldspillere, der er enormt gode til bare at gå ind i et omklædningsrum, slå sig på brystet og være en leder fra dag ét. Det er jeg ikke. Men jeg at nyder at spille fodbold i Superligaen, og derby-kampene mod Brøndby er mere intense end rivalopgørene i Belgien.«
Har det været et problem for dig at være tilbageholdende?
»Man er, som man er, men i Club Brügge, hvor der var 10-12 forskellige nationaliteter i omklædningsrummet, kan generthed måske hurtigt blive forvekslet med, at man har svært ved at falde til. Det er faktisk ikke tilfældet, jeg vil bare gerne kende de mennesker, jeg spiller på hold med og deler et ansvar for klubbens ambitioner og økonomi med, og der har FCK en særlig ånd, der overraskede mig. Der er et godt sammenhold, folk er meget åbne, og de unge FCK’ere, der har vigtige roller på holdet som Zanka og Delaney, har overrasket mig meget ved at være godt skolede. Ikke kun som fodboldspillere, men også som mennesker. De har en stor modenhed og konkurrencementalitet, og selvom Delaney jo er ganske ung for en anfører, så er han meget inkluderende og er meget opmærksom på, at alle føler sig som en del af holdet. De er vigtige kulturbærere.«
Er det et reserveret menneske formet af den nordnorske natur i Harstad og omegn?
»Ja måske. Det er et sted med store afstande, kulde og ufattelig smuk natur. Det er langrendsland. Min kone og jeg er fra samme område, og vi vil gerne tilbage en dag for at slå os ned. Det skal vi.«
Og så har FCK installeret dig i en boligblok i Ørestaden?
»Ja det er lidt morsomt, men det gør ingenting, selvom jeg er et naturmenneske. Jeg er dygtig til at tilpasse mig mine omgivelser og det sted, jeg bor. Når man flytter til et andet land, så skal man gøre sig den umage at forsøge at lære det lokale sprog og normer. Det er en respekt, man skylder det land, man flytter til. Jeg er meget fascineret af samfundsforhold og politik og forsøger også at følge med i dansk politik. Vi har et hjørne i omklædningsrummet, hvor jeg, Wiland, Anton og ’Pelle’ Nilsson sidder og diskuterer dagens nyheder.«
Du har ikke partimedlemskab, men er erklæret Socialdemokrat. Hvorfor blander en genert mand sig i den offentlige debat - du er blandt andet gået i rette med det norske fodboldforbund, der ville forbyde homoseksuelle signaler som flag ved en landskamp mod Rusland sidste år?
»Jeg holder meget af at debattere og har altid fundet mine idoler blandt politikere. Gro Harlem Brundtland som det helt store idol. Jeg har aldrig haft fodboldspillere som idoler og kommer heller ikke til at blive i fodboldens verden som træner eller assistent. Det er for kynisk en verden. Samfundet interesserer mig, og da jeg boede i Norge, så jeg live-sendinger hver onsdag fra Stortinget. Det er for let bare at sige, at resten af verden og naboens ve og vel ikke interesser mig. Man har et ansvar. Det gælder også seksuelle minoriteter. Skal der udøves censur mod homoseksuelle på grund af en fodboldkamp mod Rusland? Så giver man efter for nogle farlige og undertrykkende ideer på bekostning af ytringsfriheden.«
Du har blandt andet skrevet kronikker om breddefodboldens vilkår i Norge, hvor du blandt andet understreger, at selvom der er mangel på baner og træningsfaciliiteter, er det vigtigt, at fodbolden er for alle. I et så velhavende land som Norge er den debat ikke ren proforma?
»Der er mange uløste problemer i det norske samfund, og der er ganske mange fattige. Der er 350.000 nordmænd, der spiller fodbold, og det skal vi være stolte af, men også kæmpe for at holde fast i de fattige børns muligheder for at spille fodbold. Vi skal ikke derhen, hvor en del af befolkningens børn udelukkes, fordi de ikke har råd til at sende deres børn til idræt. Mig, mig, mig-tankegangen er farlig, og den bidrager til at øge uligheden i Norge.«
De fleste fodboldspillere stemmer borgerligt og er dermed for en skattenedsættelse. Det er du ikke?
»Alle skal have noget af sin løn til sig selv, men jeg betaler gerne mange procent i skat, hvis jeg er sikker på, at det går til samfundets bedste med gode skoler, hospitaler, infrastruktur og lige muligheder for alle børn. Min far er samer, og det er jo et grænse- og statsløst folk. De er vældigt gæstfrie og åbne over for andre, men har også forståelsen for, at skal man overleve som folk, er det nødvendigt at holde sammen og sørge for, at naboen også har de bedst mulige betingelser, og ikke bare tænke på sig selv.«
Norge har i et eller andet omfang levet i sin egen olieboble, men idyllen blev bogstavelig talt og på forfærdelig vis skudt i stykker af Anders Breivik på Utøya i en tragedie, der siges, at have påvirket alle nordmænd. Hvordan har det mærket dig?
»Jeg var i Brügge på det tidspunkt og fik det at vide til træning, men da jeg kørte tilbage til det hotel, hvor jeg var indlogeret var det meget uvirkeligt for mig, men da jeg fik tændt for tv og fulgte live-sendinger, blev jeg siddende foran fjernsynet hele dagen. Det var et mareridt lige dér på skærmen. Jeg er uddannet lærer, og en af de elever, som jeg underviste i en af mine praktikperioder, blev skudt på Utøya, men overlevede heldigvis. Der var valg få uger efter Utøya, men alle partier var enige om at nedtone valgkampen og se fremad for Norges bedste. Der var hundredtusindvis af mennesker på gaderne, der viste deres sympati med de døde og deres efterladte, og at nordmændene stod sammen. Det gjorde mig stolt. Akkurat som jeg blev bevæget og rørt over at se de mange mennesker på gaderne i København i solidaritetens navn efter attentatet her. Demokrati og ytringsfrihed er grundsten i velfærdsstaten, og dem skal vi kæmpe for.«
Men det er jo ellers en ofte spillet plade, at man ikke skal blande sport og politik, og man ser da heller ikke mange sportsansigter, der blander sig i den offentlige debat. Hvorfor er det sådan - sportsstjerner bliver jo ellers voldsomt eksponeret?
»Selvfølgelig kan man blande sport og politik. Jeg kan faktisk ikke se, hvordan sport ikke er politik. En professionel fodboldspiller opnår en vis status blandt mange tusinde fodboldinteresserede mennesker. Virkelig store idoler som Christian Eriksen eksempelvis er forbillede for millioner af mennesker. Alt han gør og siger, påvirker dem alle. Efter min opfattelse kan en fodboldspiller bruge sin status på to måder: Enten bruge den til egen vinding eller han kan være en bidragsyder til fællesskabet og måske hjælpe dem, der har det svært i deres hverdag. Jeg ønsker at bruge min egen beskedne status til at prøve at berige samfundsdebatten og slå et slag for dem, der har behov for det. Derfor har jeg også engageret mig en del omkring mobning i det norske samfund, og det vil jeg også gerne arbejde videre med efter fodboldkarrieren. Min livsfilosofi er, at jeg ønsker at glæde andre i størst mulig grad, specielt de mest udsatte i samfundet. Jeg tror bare, at en del sportsfolk er tilbageholdende med at udtale sig om andet end deres præstationer, fordi man ikke helt har styr på, hvordan ordene vil blive brugt i medierne.«
Men den risiko løber du gerne?
»Hvis jeg bliver spurgt om noget af en journalist, vil jeg også gerne give et kvalificeret svar med forventning om, at citaterne bruges med respekt for mine holdninger.«
Så lad mig prøve dig på en varm kartoffel her. Norsk fodbold har ikke kvalificeret sig til en slutrunde siden 2000, men en nordmand har trukket en masse overskrifter. 16-årige Martin Ødegaard solgt til Real Madrid. Hvad tænker læreren og fodboldspilleren Høgli om et så omtalt og meget kommercielt skifte for en stor dreng?
»Det er fantastisk for norsk fodbold. Det er længe siden, at norske spillere sådan for alvor har været i nogen af de store klubber. Vi har haft Brede Hangeland og John Arne Riise i Premier League, men her er det altså Real Madrid, der er tale om, og det giver et boost til sporten.«
Men han er jo bare et barn. Der ankommer til Madrid med tv-hold, reklameaftaler og pressekonference. Er det et hype for norsk fodbold, der betales for med en drengs barndom?
»Man skal sætte sig i hans sted. Det er Real Madrid, der kommer og banker på døren. Det er en drøm for alle, uanset om man er 16, 26 eller 76 år gammel. Måske ville han aldrig få chancen for at realisere den drøm igen. Hans far er flyttet med til Madrid, og det giver en vis tryghed uden for fodbolden.«
Han er samtidigt din holdkammerat på landsholdet. Er det i virkeligheden svært at tale om, fordi du ved, at hvis du eksempelvis siger, at Martin burde være blevet hjemme, så kan det skabe overskrifter?
»Hvis jeg bliver spurgt om noget af en journalist, så føler jeg også en pligt til at svare. Respekten for hinandens arbejde osv., men det er lettere at debattere begreber som eksempelvis homofobi, breddeidræt eller fattigdom, fordi hvis man siger et eller andet om en person, så kan det om fem minutter stå på jeres website, 10 minutter senere på et norsk website og 30 minutter senere er det i Spanien. Og formentlig taget ud af kontekst. Det er medie-virkeligheden, men det betyder også, at det er lettere at debattere tendenser end navne. Når det er sagt, synes jeg faktisk, det er fantastisk for både Martin og norsk fodbold.«
Så kan jeg prøve dig på et andet kildent spørgsmål. Forleden skrev både BT og Ekstra Bladet om, at den danske spillerforening havde undersøgt kontrakter i FCK indgået med spillere købt de seneste 18 måneder, da der kunne være en risiko/mulighed for, at I spillere ikke fik de ferie- og pensionspenge, I skulle have. Der er vel også noget politik i det - om man som arbejdstager, siger blankt nej til den undersøgelse eller om, man forfølger chancen for at få mere?
»Jeg kan kun tale for mit eget vedkommende, men for mig handlede det om samvittighed. Jeg vidste allerede i efteråret 2013, at FCK gerne ville hente mig, og for alle skandinaviske spillere gælder det, at man altid vil lytte, når netop FCK kommer på banen. Så da jeg skrev under og gav hånd på min kontrakt, så accepterede jeg, at jeg havde fået det, jeg skulle have. Det er også mit eget ansvar, så der var ikke noget at komme efter for mig. Det handler også om den faglige ære ved at spille for FCK. Der betyder pengene mindre.
I FCK kalder de dig for Tom ’Hyg’lig’, men der er et ansvar, du har svært ved at håndtere, Tom. Du drikker for meget kaffe?
»Ja det kan jeg ikke lade være med. Jeg ved ikke, om det er på grund af min lærerbaggrund, men jeg holder meget af almindelig sort kaffe. Anders Storskov, vores fysiske træner, siger, jeg ikke må drikke så meget kaffe, som jeg gør. Jeg prøver at holde mig på fem kopper om dagen. Nogle dage bliver det måske til syv. Eller lidt flere. Jeg håber faktisk, at han ikke læser med her, fordi jeg har lovet det.«
