Trods stærke resultater i Superligaen, har Brøndby i efteråret savnet en decideret topscorer. Men nu kan der være forstærkninger på vej til den vestegnske offensiv.

Ifølge den engelske avis Bristol Post er Superligaens nummer 2 brændt varme på den svenske angriber Gustav Engvall, der til daglig spiller i Championship-klubben Bristol Rovers.

21-årige Engvall var i 2017 lejet ud til Djurgaarden, hvor han lavede 8 mål i 24 kampe. Efter hjemkomsten til Bristol er det imidlertid ikke blevet til meget spilletid. Bare ni minutter i Championship har han fået, og han ligner derfor en mand, som kunne være på vej videre.

»Min agent og jeg ser på de muligheder, jeg har. Der er interesserede klubber, men det er vigtigt, at det er det rigtige. Vi har en god dialog med Bristol,« sagde Engvall i sidste uge til svenske medier ifølge Bristol Post.

En anden af de interesserede klubber er ifølge den engelske avis græske Panathinaikos, som i sommer også blev sat i forbindelse med Brøndbys finske angriber, Teemu Pukki.

BT har forsøgt at kontakte Brøndbys sportschef Troels Bech, der lige nu er med klubbens superligamandskab på træningstur i Dubai, men foreløbig uden held.

ØVERST I ARTIKLEN KAN DU SE ET PORTRÆT AF BRØNDBYS SPORTSDIREKTØR, TROELS BECH.

Andre læser også