AaBs sportschef, Inge André Olsen, er kommet på skånekost.
»Jeg er ikke sygemeldt eller noget, men tilpasser mig arbejdet og fokuserer på, hvad der er vigtigst, for lige i øjeblikket har jeg lidt tid tilovers,« siger Inge André Olsen og fortsætter:
»Der er sket det med mig, at jeg blev mere og mere svimmel, og det er aldrig et godt tegn. Kroppen siger til mig, at jeg skal tage det lidt med ro.«
Svimmelheden begyndte at komme i slutningen af sidste år, og nordmanden slår fast, at det intet har at gøre med omtalen af Jores Okore-handlen, hvor Inge André Olsen for nylig kom i vælten for en sag, hvor agenterne bag handlen til Kina fik flere penge ud af salget end Superliga-klubben.
»Det har ikke påvirket,« understreger Inge André Olsen og forklarer i stedet, hvad der har forårsaget, at han i øjeblikket er mere fraværende end normalt.
»Min situation er den, at da vi gik ind i januar, havde vi kørt på i to år. Vi har skullet ansætte trænere, en ny stab og spillere. Uden ferie. Jeg har kunnet mærke på mit helbred, at tiden er inde til, at jeg skal passe lidt på mig selv,« siger han og taler om et godt tidspunkt for det nedskruede arbejdstempo.
»For mig er vi et godt sted, tingene fungerer. Vi har de mennesker, vi skal have, så tiden var inde til, at jeg passede lidt på mig selv. Uanset hvad skulle jeg gjort det nu, for i de to første år har jeg kørt på 24/7 for at få det, vi ville have, på plads. Muligheden er der nu,« pointerer han og fortæller, hvordan ‘fraværet’ påvirker ham i dagligdagen:
»Jeg er begyndt at lægge telefonen lidt væk indimellem, og så har jeg fået muligheden for at arbejde lidt hjemmefra, så jeg er ikke ude ved AaB hver dag. Men havde det brændt på, ville jeg have været der hver dag, men det er der ikke brug for lige nu, og så reagerer jeg på signalerne fra min krop.«