FC Københavns mesterskabsmuligheder er væk og dermed chancen for at spille Champions League med tilhørende milliontung pengeregn i næste sæson. En streg med fed rød tusch i københavnernes regnskab.

FC København nedjusterede torsdag de økonomiske forventninger for regnskabsåret 2015, således at FCK nu forventer et minus før skat på mellem 15 og 25 millioner kroner. Tunge og røde tal – i årsrapporten for 2014 budgetterede FCK ellers med et plus på 40 til 50 millioner før skat i 2015.


Løvernes økonomi mærker nu konsekvensen af, at FC Midtjylland med al sandsynlighed løber med mesterskabet i indeværende sæson, og at FCK dermed glipper muligheden for at spille Champions League.

»Det vurderes ikke længere sandsynligt at indfri den sportslige målsætning for FC København om at vinde det danske mesterskab i sæsonen 2014/2015,« oplyser Parken Sport & Entertainment.

FC København har ambition om at vinde mesterskabet hver sæson, men har ikke haft succes med den øvelse siden 2013 og dermed blot opnået et sæt guld på fire sæsoner.

Nu vil FC København skrue yderligere op for blusset for at kværne modstanderne, og indlejret i regnskabets store minus er et voldsomt milliontilskud til manager Ståle Solbakkens budget i størrelsesordnen 40-50 millioner kroner.

Opfattelsen i FCK er tilsyneladende, at det er en nødvendig reaktion over for den nye risikovillige kapital i Brøndby og FC Midtjylland. Derfor skal der ikke blot oprustes på grønsværen, men indledes en økonomisk udmatningskrig.

Det sker efter, at FCK i 2013 valgte at øge transferbudgetterne for 2014, 2015 og 2016 med ti procent. ’Tilskuddet’ for 2015 kommer yderligere oveni, således at Ståle Solbakken i stil med sidste sommer har de nødvendige økonomiske muskler at slås med.

Det er rationalet og giver dermed nordmanden stor bevægelsesfrihed med tanke for, at FCK i sommeren 2014 brugte 128 millioner kroner på nye spillere, herunder transfer, lønninger, sign on fees samt afskrivninger på tidligere spillere.

Nu får han i omegnen af 150 millioner kroner – til alle udgifter – at opruste for.

FCKs adm. direktør, Anders Hørsholt, ønsker dog ikke at gå i detaljer med beløbet størrelse.

Det fremgår af regnskabet, at I spytter flere penge i transferbudgettet til at forstærke truppen. Hvor mange penge opruster I med?

»Jeg ønsker ikke at sætte beløb på. Vi kigger omkring i det marked, som vi navigerer i, og der vurderer vi, at vi er nødt til at stille økonomiske ressourcer til rådighed for at indfri vores målsætninger. Det, vi har gjort, er et udtryk for, at vi er beredvillige og klar til at tage kampen op. »Sidste år investerede vi 128 millioner kroner i transferrettighederne, og den investeringslyst fortsætter vi med, hvis vi møder en spiller, som vi kan få og gerne vil have. Og så har vi jo allerede forstærket os med Benjamin Verbic.«

Er de økonomiske oprustninger et udtryk for, at FCK starter en økonomisk udmatningskrig med konkurrenter som FCM og Brøndby?

»Vi har i hvert fald de ressourcer til rådighed, som der er brug for, og er der behov for yderligere investeringer, er vi klar til at gøre det. Vi opererer i et marked, der baserer sig meget på konkurrence, og så agerer vi i det, når vi føler, det er nødvendigt. Sidste år var det højeste investeringsniveau i FCKs historie. Når du laver en investering, gør du det likviditetsmæssigt på et givent tidspunkt, men kontrakten løber jo over flere år, så der kommer løn og afskrivninger undervejs.«

Føler I jer pressede af Matthew Benhams indtog i FC Midtjylland?

»Det tillægger vi ikke som sådan nogen stor betydning. Vi har ikke følt os presset af nogen til øge investeringen. Generelt set - og her taler jeg ikke om enkelte klubber - er der på den danske fodboldscene kommet en større vilje og evne til at investere. Vi har store budgetter i forvejen, og dem er vi villige til at øge yderligere, hvis det bliver nødvendigt. Vi står ikke tilbage, hvis nogen udfordrer os. Så vil vi gerne klappe til dem.«

Hvis man ser på jeres forventninger om et plus på 40-50 millioner kroner, og det så ender med et minus på 15-25 millioner, så er det vel en negativ lektie?

»Det får selvfølgelig nogle økonomiske konsekvenser, at vi ikke længere ser det som sandsynligt, at vi vinder mesterskabet, og dermed glipper vi jo også muligheden for at spille playoff-kampe og eventuelt kvalificere os til Champions League.«