Det er surt at løbe langt på asfalt, synes Robert Hansen. Men en tur i skoven får smilet frem.

De er som to legende børn – dog lettere frysende i den ret friske ’forårs’brise. Fokus er på at sætte fødderne rigtigt, ikke at jokke ned i den største mudderpøl af dem alle og at holde balancen. Alt imens de er iklædt kæmpestore smil.

Det varer ikke længe, før man kan se, hvad skoven kan byde på.

»Jeg har det meget sjovere med at cykle end med at løbe. Dén del mangler jeg lige at knække. Men lidt mere action – så er det fedt!,« lyder det fra Robert Hansen.

Lidt nord for København finder man Store Hareskov, hvor vi har sat Robert Hansen og hans personlige træner Tanja Hultengren Larsson stævne.

Der er nemlig cirka en måned til, at skuespiller Robert Hansen skal prøve sig selv af i Powerman-løbet i København. 10-60-10 hedder distancen, hvor de to gange 10 kilometer er løb, og de 60 kilometer er cykling.

’Årh, jeg kan godt mærke, vi har været i Frederiksberg Have og træne. Mine ben er helt ødelagte,’ siger Robert Hansen efter et par ’lunges’ på træstammen.
’Årh, jeg kan godt mærke, vi har været i Frederiksberg Have og træne. Mine ben er helt ødelagte,’ siger Robert Hansen efter et par ’lunges’ på træstammen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Ny hjerteklap

Og det er nu et år siden, at billederne af en afkræftet Robert Hansen i en hospitalsseng gik landet rundt, efter han var faldet om på scenen i Tivoli.

Et år senere, med en ny hjerteklap og med 100 pct. gejst er han efterhånden godt klædt på til at tage springet fra hjertesyg til Powerman.

Det kan blive rigtig kedeligt at løbe den sædvanlige rute rundt i villakvarteret. Derfor er det vigtigt at indføre motivationstræning. Det foregår stadig i løb, men i skoven som en afveksling.

Man skal heldigvis ikke mere end 10 kilometer uden for byen for at finde skovterræn, som byernes asfalt ikke kan konkurrere med. Det flotte forårsvejr lader stadig vente på sig, men det er ikke en undskyldning for ikke at bruge naturen.

Skal du også være Powerman i 2016, så køb dit startnummer på btshop.dk:

Dagen før løbeturen i Hareskoven havde Tanja Hultengren Larsson fået lokket Robert Hansen med på en lille løbetur i Frederiksberg Have. Et sted, som Robert Hansen først havde udset som et fint og nemt løbested. Men han blev klogere. De små stigninger, der er i haven, kan nemlig mærkes i benene.

»Ruten på Frederiksberg var helt fantastisk – jeg var helt færdig bagefter. Der ligger en sø, vi løb rundt om. Så sprintede vi på den ene strækning og bagefter på den anden – og så stoppede vi op og lavede armbøjninger på en bænk. Det gør det lidt sjovere. Ind med noget action. Det dér med bare at traske derudad kan godt være lidt kedeligt,« siger Robert Hansen.

Det ændrer dog ikke på, at Robert Hansen glæder sig til at opleve Powerman-løbet den 8. maj. Til at prøve sig selv af og høste frugterne af måneders hård træning.

»Jeg frygter sgu ikke rigtig noget. Jeg er ret glad for, vi har en hel måned sammen nu, for træningen med Tanja er en helt anden. Så jeg glæder mig til den kommende måned, hvor vi både skal cykle og løbe, og så tror jeg nok, jeg kommer til at rykke mig en del,« siger Robert Hansen.

Smilene var store og tempoet var højt hos Robert Hansen og Tanja Hultengren Larsson under skovtræningen.
Smilene var store og tempoet var højt hos Robert Hansen og Tanja Hultengren Larsson under skovtræningen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Benene giver efter

At kunne skifte mellem cykling og løb er nemlig essentielt i Powerman. Og man skal øve sig på selve skiftet, hvor det føles som om, benene er som gummi.

»Jeg har eksperimenteret lidt selv, hvor jeg har kørt spinning i en time og så er cyklet ind til søerne bagefter for at løbe en tur. Og det er som om, benene bare giver efter. Men når du så fortsætter, kommer du ret hurtigt over det – og så er musklerne i gang igen. Men man tror, det er løgn,« siger han.

Tanja Hultengren Larsson er humanfysiolog og personlig træner for Robert Hansen op til Powerman Denmark 2016. FOTO: NILS MEILVANG
Tanja Hultengren Larsson er humanfysiolog og personlig træner for Robert Hansen op til Powerman Denmark 2016. FOTO: NILS MEILVANG
Vis mere

Body by Tanja: Benene føles som gummi

Har du tendens til at løbe de samme ruter igen og igen, men går død på det? Det er helt naturligt, for vi har alle sammen brug for lidt afveksling. Og derfor kan du med fordel tage en tur i skoven, hvor den daglige løbetræning ikke foregår.

Der er ikke de store krav, det gælder bare om at finde et skovområde. Find et sted, hvor du ikke er vant til at løbe, og glem alt om tid og kilometer. Lad uret ligge derhjemme. Det skal være en omgang motivationstræning, som hjælper med at holde dig til ilden den sidste tid frem mod løbet i maj måned.

Skal du også være Powerman i 2016, så køb dit startnummer på btshop.dk:

Men husk at se dig for og lad være med at snuble, når du bevæger dig ud i skovbunden. Og løber du f.eks. i det røde spor, hvor mountainbikerytterne kører, skal du huske at holde ind til siden. Hold fokus på små skridt – kig frem og hold øje med, hvad der kommer, og hvor du skal sætte fødderne. Det gælder i bund og grund om at undgå at falde, når man løber i skoven.

Og når du er travlt optaget med at koncentrere dig om ikke at snuble, fokuserer hjernen på andre ting, end at det er kedeligt at løbe. Desuden er det hårdt at løbe i skovterræn, så man løber automatisk intervalløb og får en god omgang træning, selvom man ikke har fokus på tid eller distance.

Tag en tur på 40 minutter eller en time i skoven – eller 20 minutter, hvis det er det tidsinterval, du er vant til at løbe i.

Det kan dog ikke være hyggetræning det hele. Powerman-løbet nærmer sig med hastige skridt, så det er tid til krydstræning, hvor man lærer at skifte fra cykling til løb umiddelbart efter hinanden, så skiftet ikke kommer som et chok for kroppen på selve løbsdagen.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Lethed og små skridt

Det såkaldte off-bike-løb skal foregå på asfalt, som vil være underlaget til løbet. Læg ikke for hårdt ud. Hold fokus på lethed og små skridt. Efter en periode kan du sætte ambitionerne op og f.eks. stile efter at løbe i tiden 5.30 min. pr. kilometer. Det kan man så forsøge at holde i to kilometer, og så løbe almindeligt derefter. Intervaltræningen er vigtig, når man implementerer off-bike-løbet, for det gælder om at gøre benene trætte.

Ud på cyklen, hjem og skift til løbetøj hurtigt og af sted med det samme. Lad være med at bruge tid på at drikke og spise. Øv dig i de hurtige skift. Én gang om ugen – gerne når der er god tid, f.eks. i weekenden.

Og det er helt naturligt, at benene er som gummi, når du kommer af cyklen og begynder at løbe. I de første 5-10 min. føles benene trætte, men så bliver de varme igen, og så bliver det bedre. Sådan er det for alle.