I sorggruppen »Kærlighedshæren - os med svære forældrerelationer« er forhistorierne vidt forskellige, men alle har én ting til fælles: En svær relation til en forælder. De mødes for at dele alt det, der følger med et dysfunktionelt forhold til en forælder.
Sofie Juul skændtes med sine forældre 13. december. Det handlede på overfladen om en psykolog, om penge, men i virkeligheden handlede det om et langt, kompliceret forhold, hvor bægeret flød over. Sofie Juul endte med at bede forældrene om at forlade hendes lejlighed.
Siden har hun ikke haft kontakt til dem, men hun ved, at de følger med på hendes Instagram-profil hver dag.
»Min mor skrev tillykke med 12-tallet, da hun så det på Instagram. Ellers har vi ikke talt sammen. Det er hårdt, at de ser med fra sidelinjen, men ikke tager kontakt,« siger Sofie Juul.
Hendes historie er et knudret forløb op gennem barndoms- og teenageårene. En psykisk syg bror, fem forskellige psykologer, flere perioder uden kontakt. Hun føler sig svigtet.
»Det er som den værste kærestesorg, man kan forestille sig - gange tusind. Værre endnu. Det er sindssygt smertefuldt, for forældre-barn-relationen er den tætteste relation, man kan have,« siger Sofie Juul.
Sofie Juul har tilbragt de seneste par søndage i baglokalet til en boghandel i Søllerødgade som en del af en nyetableret sorggruppe for folk med svære forældrerelationer.
Det er en gruppe 22-årige Kirstine Frida Rysbjerg tog initiativ til, fordi hun selv oplevede at stå meget alene, da hun brød kontakten til sin far sidste år. Gruppen kalder sig en »Kærlighedshær«, for et brud mellem forældre og børn er ikke nødvendigvis drevet af had.
»Selv om det er en umulig beslutning at bryde en forældrerelation, handler det om en kærlighed til livet. At man ikke finder sig i at blive nedbrudt og i stedet får valideret, at man er god nok og kommer videre,« siger Kirstine Frida Rysbjerg.
Hun planlagde projektet for en måned siden, fordi hun hørte, at radioudsendelsen Tværs på P3 søgte medvirkende, der havde brudt kontakten til en forælder eller selv var blevet brudt med. Kirstine Frida Rysbjerg fortalte sin historie, og i dagene efter tikkede et væld af mail og Facebook-beskeder ind. Det var fra folk i alle aldre og alle sociale lag, der fortalte deres egne oplevelser og »bad om et stykke af hendes mod.«
»Det kunne blive til rigtig mange kaffedates, fornemmede jeg. Det ramte en nerve, måske fordi det er en universel problematik at have familieproblemer på den ene eller anden form, men samtidig svært at sige højt,« siger hun.
En Gallupundersøgelse foretaget for Berlingske viser, at 13 procent af voksne danskere enten helt eller i perioder har brudt kontakten til deres forældre på grund af konflikter. Cirka hver tiende har overvejet at lægge deres forældre på is.
Men selv om mange kæmper med den komplicerede forældrerelation, er det ikke noget, man skilter med. Det mener Helge Toksvig Bjerre, landsformand i SIND Ungdom.
»Der er et tabu forbundet med det her. Jeg tror, at de fleste tænker på familien som noget trygt: Et sted, vi hører hjemme, noget, vi kan regne med. Men sådan er det desværre ikke for alle,« siger han.
Bryder man med en forælder, fjerner man et af holdepunkterne i livet og ens eksistentielle fodfæste, og det kan ikke undgå at påvirke en. Helge Toksvig Bjerre vil ikke forholde sig til, hvorvidt det er rigtigt eller forkert at bryde med sine forældre – men ideen om en gruppe, hvor man kan dele erfaringer, mener han er vigtig.
»Det er prisværdigt, at unge mennesker i højere grad bliver opmærksomme på at tale om det, der er svært. Men man skal også passe på, at man ikke dyrker det her for meget. Man skal være opmærksom på, hvordan man omgås det,« siger han.
Kirstine Frida Rysbjerg var overvældet efter det første møde. Her var 30 mennesker, i alderen fra 17 og op til halvtredserne, samlet i baglokalet på Nørrebro, og selv om alle historierne var forskellige, sad hun med en oplevelse af, at man ikke behøvede forklare det hele. At man forstod.
Det første møde tog form af en klassisk sorggruppe. »Den, der havde Kleenexen, havde taletid,« siger Sofie Juul og smiler.
Ved det andet møde var der mere en dialog, fordi forhistorierne var lagt frem. Konflikten i et belastet forældre-barn-forhold er evigt aktuel, for hver jul, påske eller overstået eksamen minder én om, at kontakten ikke er der. Alt det, der for andre er store øjeblikke i livet, er det, der gør ondt, fortæller Kirstine Frida Rysbjerg.
Samtidig med, at møderne blev regelmæssige, fortsatte strømmen af beskeder, opkald og mail fra folk overalt i landet med forskellige nuancer af brudte forældre-barn-relationer. Nu er planen at udvide kærlighedshæren til Odense, Aarhus, Aalborg og Sønderjylland. Konceptet er det samme: At skabe et rum til at fortælle, lytte og dele erfaringer med folk, der forstår uden at spørge for meget.
»Folk kan godt have svært ved at forstå, at man ikke vil holde kontakten til sin familie. Uanset, om man er vokset op i en kerne- eller en skilsmissefamilie, så er det normen, at forældre er en del af ens liv. Men en relation kan være så ødelagt, at det er nødvendigt at bryde den,« siger Kirstine Pedersen.
Hun er 28 år gammel, og de mørke krøller og brune øjne har hun arvet fra sin kenyanske far. En far, hun ikke har set i mange år.
Da Kirstine Pedersen var lille, slog faderen hendes mor ihjel og blev fængslet. Hun voksede op i en plejefamilie, men bevarede kontakten til sin far, besøgte ham og sendte breve til ham.
Det kunne moderens familie ikke acceptere, og de fik indført en lovændring, så faderen blev udvist. I dag ved Kirstine Pedersen ikke præcist, hvor han er. Hun har brudt kontakten til moderens familie, for »måske er man bare bedre uden hinanden,« som hun siger.
Historien er en del af hende, men ikke noget hun fortæller som det første til nye personer. For hende var Kærlighedshæren en mulighed for at møde frem uden at skjule noget.
»Jeg var meget i tvivl, om min historie passede ind i gruppen - også selv om den uden tvivl er i kategorien ’en svær relation’. Men jeg kunne mærke, at det var noget, jeg havde holdt meget for mig selv og nok havde brug for at tale med andre om,« siger Kirstine Pedersen.
For hende er noget af det vigtigste ved sorggruppen, at den bliver ved med at være et åbent forum, hvor man kan finde en trøstende skulder og folk, der forstår. Hun regner med, at søndagene i Søllerødgade fortsætter, og at formatet udvikler sig efterhånden, som deltagerne lærer hinanden at kende.
Men for Kirstine Pedersen er det også vigtigt, at gruppen får et politisk sigte og arbejder for at oplyse om, hvad det at bryde med forældre kan betyde. I næste måned bliver gruppen til en forening, og en af målsætningerne er, at sorggrupper generelt bliver en anerkendt og integreret del af sundhedssystemet.
»Jeg synes, der er behov for en platform for disse ting. Jeg har lyst til at lægge et arbejde i, at det vokser,« siger hun.
Den anden part i det belastede forhold er forældrene. Der er ofte ligeså meget smerte og sorg forbundet med et brud for forældrene, fortæller psykolog Camilla Carlsen Bechgaard, som er en af forfatterne til bogen »FamilieFred med dine forældre«.
»Det er det ultimative livsnederlag, at man har fejlet så meget som forælder, at ens børn ikke vil have kontakt med en længere. Derfor er det så sindssygt smertefuldt,« siger Camilla Carlsen Bechgaard.
Hun opfordrer til, at man er varsom med at bryde kontakten definitivt. I stedet bør man skabe meget konkrete spilleregler for, hvornår, hvordan og hvor meget man skal være i kontakt.
»Det at bryde bringer ikke nødvendigvis særlig meget heling. Selvfølgelig skal man skåne sig selv, hvis der foregår psykisk terror, misbrug eller vold, men man skal overveje det nøje,« siger psykolog Camilla Carlsen Bechgaard.
Overvejelserne bør ifølge hende gå på, at det næsten uundgåeligt involverer andre, hvis man skærer forældre fra. At fravalget har omkostninger. Der opstår lejligheder, hvor andre i familien kommer i klemme: Skal børnebørn se bedsteforældrene, hvis de ikke ser deres børn? Hvem skal inviteres til begravelser og bryllupper?
For Sofie Juul er et definitivt brud ikke nødvendigvis løsningen på hendes komplicerede forældrerelation. Hun står i en slags limbo, midt i noget uafklaret.
»Et brud behøver ikke være for evigt. Hver dag overvejer jeg, om jeg er klar til at genoptage kontakten. Skal jeg ringe, skrive et brev eller en SMS, skal vi prøve igen? Der er tusind ting i hovedet. Men jeg er ikke klar. Endnu,« siger hun.
