Svedige håndflader, intens hjertebanken og panisk vejrtrækning. Angsten for at flyve kender mange danskere til. Undersøgelser peger på, at mere end hver femte dansker lider af flyskræk.

Følelsen kan svinge fra ubehag såsom hjertebanken, anspændthed og ubehagelige tanker, til at være en decideret lidelse. For nogle er tanken om at flyve nemlig forbundet med så stor panik, at de aldrig nærmer sig en lufthavn.

Men ifølge psykolog Kristina Hermann, der er forfatter til den nye bog 'Du kan flyve', kan man lære at håndtere sin flyskræk. For selvom angsten har placeret sig solidt i hele kroppen, og pulsen kører på højtryk, når man nærmer sig en lufthavn, så er det ifølge hende muligt at undgå panik før flyafgang. Hun understreger blandt andet, at det er vigtigt, at man forbereder sig i god tid inden afrejse, så man får kontrol over angsten.

»En god måde at forberede sig på, er at finde nogle gode strategier for sig selv. Det er vigtigt, at du lærer dig selv og din krop godt at kende, så du helt konkret ved, hvordan du kan hjælpe dig selv, hvis angsten indtræder,« siger Kristina Hermann og fortsætter:

»For nogle virker det eksempelvis beroligende, hvis de holder sidemanden i hånden, hører afslappende musik eller har viden omkring, hvor stor flysikkerheden faktisk er,« forklarer hun.

Og netop viden om sikkerheden er ifølge Kristina Hermann et vigtigt redskab, som man kan gøre brug af, hvis man er bange for at flyve. Når flyet gynger på grund af turbulens, får mange hjertebanken, svedige håndflader og angst, men ifølge psykologen kan utryghed og panik afværges, hvis man blandt andet sætter sig ind i, hvad der helt konkret sker, når der er turbulens i luften.

»Det er lidt ligesom at være ude på havet, hvor strømme mødes. På samme måde er der luftstrømme. Så selvom det kan føles og lyde ubehageligt, så er det ikke farligt. Det er ligesom at sejle forbi en båd, der laver store bølger. Der er ikke noget at være bange for, men det kan hjælpe én med at kontrollere angsten, hvis man har sat sig ind i, hvad der helt konkret sker,« siger Kristina Hermann.

Hun fastslår, at alle typer flyskræk kan behandles. Uanset om der er tale om en smule urtryghed eller en direkte fobi, er der forskellige redskaber, som man kan tage i brug for at få kontrol over flyfrygten.

Det er blandt andet en god idé at træne sin vejrtrækning og lave en række øvelser, der kan løsne op for muskelspændinger og hjælpe kroppen med at slappe af. Til gengæld skal man ifølge Kristina Hermann holde sig langt fra alkohol, hvis man vil dulme nerverne.

»Det er en meget dårlig ide at drikke alkohol, hvis du har flyskræk. Det kan godt være, at din krop slapper mere af, men du får ikke en bedre tur ud af det, og angsten forsvinder ikke. Næste gang du skal flyve, vil du igen være nervøs.«

Ifølge Kristina Hermann skal man give angsten lov til at være til stede, men man skal ikke lade sig styre af den. Nedenfor kan du se hendes råd til, hvad du kan gøre, hvis du vil lære at håndtere din flyskræk. Det indebærer blandt andet åndedrætsøvelser og nye tankemønstre.