Trænernes taktiske rokader skabte en forrygende afslutning på jyde-braget i Esbjerg. En pragtpræstation af AGF betød, at Esbjergs tophold kom ned på jorden igen efter 6-1 himmelflugten i Brøndby.

Men der var alligevel plads til vestjysk begejstring, for 3-3 skaber en afstand på ét point ned til Brøndby.

8.000 tilskuere gispede af glæde og nervøsitet, specielt i den højdramatiske afslutning, hvor Esbjerg kom foran to gange, men blev hentet af århusianerne. Her så man et bevis på træner Sören Åkebys fysiske grundtræning i hele januar måned, hvor andre legede med bolden.

Der var også andre beviser på dygtige træneres indflydelse.

I slutfasen var det næsten som i håndbold, hvor en rigtig indskiftning eller ombytning ændrer på stillingen.

AGF holdt 1-0 føringen i en time, men så satsede Esbjergs træner Ove Pedersen med en frisk indskiftning, offensive Søren Barslund ind for defensive Martin Jensen.

Kun tre i bageste kæde. Jakob Poulsen frem på midtbanen, hvor han på fem minutter knaldede to flade langskud i nettet.

Så var det 2-1, og han blev flyttet tilbage.

2-2 på Dladlas mål, så 3-2 ved Jan Kristiansen - og 3-3 på den snu Thomas Thorningers hovedstød.

Her havde Åkeby reageret ved at sende en mand mere i offensiven, så 4-3-3 systemet faktisk blev til 3-4-3.

Det var ekstra interessant at se de vellykkede rokader.

AGF kan ende med at få et godt forår. Problemet er, at der ikke er nogen betydende slutplacering at spille for.

Esbjerg kan glæde sig over at stå midt i guldstøvet. Og med udsigt til endnu flere storkampe på hjemmebanen.

I april kommer Brøndby, i maj FC København.

Der er plads til endnu mere begejstring. Især hos det vestjyske publikum, som godt nok fik et mål-chok efter få minutter, men alligevel skulle tage tilløb i en halv time, før der kom en beskeden klapsalve.

Og den lød, som om det var en menighed, der sneg sig til en klapsalve søndag formiddag.

Esbjergs problem er, at det er sværere at skabe kampene, og det tvinges vestjyderne til i hjemmekampene.

Se bare forskellen på de to første kampdage. Først flotte 6-1 hos Brøndby, men så skuffende 3-3 på hjemmebanen mod et midterhold som AGF.

Ove P. skal trylle med kæderne, før den går hjem.

ip@bt.dk