Som 19-årig knægt stod han i påsken '97 på Poljud Stadion i Split og bandede stygt, da kastevinden bar Brian Laudrups indlæg og en højst ufortjent dansk 1-1 udligning ind i nettet. Dengang havde det unge kroatiske boldtalent ingen anelse om, at dansk fodbold også skulle gå hen og blive hans egen skæbne.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I eftermiddag træder Mirko Selak for første gang ind i SAS Ligaens rampelys som en af den ny sæsons interessante topscorer-emner.

Den nu 25-årige bomber har i de sidste tre sæsoner scoret 11 ligamål for B93, siden 20 og senest 18 mål i Frems trikot og tripper nu for at sigte endnu højere og udfordre målkongerne i Danmarks bedste fodboldrække?

»Selvfølgelig bliver det meget sværere for mig at liste ubemærket omkring blandt alle SAS Ligaens store kendte navne, men mine ambitioner er nu de samme som i 1. division:

At score mig til et rigtig godt navn i dansk topfodbold og så måske en gang senere hen få chancen i en af de store klubber sydpå - gerne i Spanien,« siger Mirko Selak på fejlfrit engelsk.

Sæsonens bomber-favoritter

Jan Kristiansen, Esbjerg, 21 år

2002-03: 18 mål

B.T.s skudsmål: I øget offensiv rolle indlysende favorit til at score ny fremtrædende plads på topscorerlisten.

Søren Frederiksen, Viborg, 31 år

2002-03: 18 mål

B.T.s skudsmål: Dansk fodbolds målkonge med 135 pletskud ligger igen til rollen som sit holds vigtigste vejviser.

Frank Kristensen,FC Midtjylland, 26 år

2002-03: 15 mål

B.T.s skudsmål: En sæson uden skader kan gøre sidste års skrantende topskytte til afgørende medalje-faktor.

Mohamed Zidan, FCM, før AB, 21 år

2002-03: 11 mål

B.T.s skudsmål: Bør i nye, styrkede omgivelser nødvendigvis tælles blandt den ny sæsons målfarligste angribere.

Todi Jónsson,FCK, 31 år

2003-03: 11 mål

B.T.s skudsmål: Sad så længe udenfor i foråret, men kom tilbage, så og sejrede - som FCKs farligste på dagen.

Nichlas Hindsberg, FC Nordsjælland, 28 år

2002-03: 10 mål

B.T.s skudsmål: Med forårets skadespause gik dampen af lokomotivet, men venter nu utålmodigt på nye skinner.

Peter Foldgast,Brøndby, 23 år

2002-03: 9 mål

B.T.s skudsmål: Markerede sig i foråret som den fødte Madsen-afløser og ligger til ny, oplagt hovedrolle i Laudrup-fronten.

Steffen Højer, OB, 30 år

2002-03: 9 mål

B.T.s skudsmål: Den erfarne måltyv kan om nogen blive den store, kontante vinder af OBs sommer-ekspansion.

Chris Hermansen, Herfølge, 28 år

2002-03: 21 mål

B.T.s skudsmål: Den gamle måltyv må efter sin strålende »revival« regnes som oprykkerens skarpeste skyts.

Mirko Selak, Frem, 25 år

2002-03: 18 mål

Skudsmål: Kroatisk target-specialist med ambitioner, evner og gejst til at blive Valby-upcomer'nes ny stjerneskud.

Langtfra så let flød kommunikationen, da den danske FIFA-agent Ivan Juric i foråret 2000 hentede den ukendte Split-angriber til København. Dengang talte den målfarlige target-specialist kun kroatisk, men kom alligevel fra dag 1 på bølgelængde med B93s daværende træner Christian Andersen.

»Jeg havde spillet et par år hos Mosor, en slags satellitklub til Hajduk Split, da Ivan (Juric, red.), der stammer fra området omkring min hjemegn, opdagede mig og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme op og teste mit talent i dansk fodbold.

Dengang anede jeg knap, hvad Danmark er. Jeg kendte selvfølgelig godt stornavne som Laudrup, Elkjær og Schmeichel.«

Den boldtekniske skarpskytte, der stammer fra riviera-badebyen Makarska 60 kilometer syd for Split, har spillet på Kroatiens U/17- og U/19-landshold.

I Valby var han i sidste sæson en af Ole Mørks vigtigste kræfter bag oprykningen, og Frem-træneren spår Mirko Selak en ny stor sæson - selv om netmaskerne næppe vil blafre ligeså livligt i SAS Ligaen som i divisionen nedenunder, og hvis hans kroat vel at mærke kan styre både tændingen og disciplinen.

»Da jeg kom til B93 for tre år siden, overraskede det mig, hvor hårdt man gik til den indbyrdes under træningen, men også hvordan danske spillere formår at bevare disciplinen og gejsten i samtlige 90 minutter.

Vi kroatere har det jo tit med at slå lidt op i banen, hvis vi sådan hen i anden halvleg alligevel er bagud med 0-2.

Danskerne har lært mig en god disciplin, som jeg som spillertype trives vældig fint med. Nu drejer det sig for mig om at holde godt fast i selvtilliden og undgå at falde ned i for dybe mentale »huller«.

Det sludrer jeg dagligt med Ole (Mørk, red.) om. Han gør også meget ud af at forberede mig på, hvordan jeg må bevare roen, kontrollen og gejsten, når jeg i 90 minutter vil få to mand stående på tæerne - men jeg skal nok klare skærene,« forsikrer Selak.

Ud over dagens premiere i Odense ser Frem-bomberen utålmodigt frem til hjemmekampen i anden spillerunde mod Brøndby og til FCK-kampen i Parken i slutningen af september.

»Den kamp kommer mine to storebrødre til Danmark for at overvære, og jeg glæder mig allerede. Jeg har i ny og næ været i Parken for at se FCK, men også for at nyde atmosfæren med de mange tilskuere.

I den ny sæson er Brøndby min mesterskabsfavorit. Michael Laudrup har skabt et nyt Brøndby-hold, der spiller den slags tekniske bold, som vi kroatere er vilde med,« siger Mirko Selak, der har efterladt sin gravide kone på ferie hjemme på den kroatiske strand. Hun vender først tilbage til Vanløse-lejligheden, når hans første møde med dansk topfodbold forhåbentlig er vel overstået.

»Kan jeg give Frem 10-12 scoringer i min første sæson i SAS-ligaen, så bør jeg være tilfreds med mig selv. Hvis jeg kan score endnu flere, ja, så ville det bare være perfekt.«