Michael Ask, direktør i Anti-Doping Danmark, har ikke tillid til Rusland som vært for VM i fodbold og vil have Dansk Boldspil-Union (DBU) til at stille krav til det internationale fodboldforbund FIFA.

Udelukket på livstid i olympisk sammenhæng. Stadig inde i varmen hos FIFA.

Vitaly Mutko, den tidligere russiske sportsminister, har fået en livslang karantæne af den internationale olympiske komité IOC for sin rolle i Ruslands statsstyrede og systematiske doping af atleter. Og Rusland er udelukket fra vinter-OL i Pyeongchang næste år. Alligevel fortsætter Mutko som russisk chef for VM-slutrunden i fodbold i Rusland i juni og juli 2018 efter tirsdagens sanktioner fra IOC.

Det behager ikke direktøren i Anti-Doping Danmark, Michael Ask, der ikke har tillid til Vitaly Mutko, som udover russisk IOC-medlem også er præsident for det russiske fodboldforbund, eller Rusland som VM-vært.

»Det skriger til himlen, at en person (Mutko, red.), som er udelukket for livstid i OL-sammenhæng, er ansvarlig for et verdensmesterskab. Det her bør give anledning til, at FIFA bliver stillet til ansvar for dispositionen,« siger Ask og fortsætter:

»FIFA tager ikke for alvor stilling til Mutko eller Rusland, og det efterlader os andre med stor tvivl. Er det, der foregår, rent spil? Jeg synes, at de enkelte forbund, gerne med DBU i spidsen, bør gå sammen om at stille nogle krav til FIFA. Man kunne jo for eksempel afholde VM i et andet land, selv om det næppe er realistisk. Men det mindste må være at stille nogle krav til FIFA.«

Vitaly Mutko (tv) og FIFAs præsident, Gianni Infantino, ved en pressekonference før lodtrækningen til VM i fodbold i begyndelsen af december.
Vitaly Mutko (tv) og FIFAs præsident, Gianni Infantino, ved en pressekonference før lodtrækningen til VM i fodbold i begyndelsen af december. Foto: SERGEI CHIRIKOV
Vis mere

En talsperson for FIFA oplyser til BT, at man ved Confederations Cup i Rusland, hvor Rusland deltog sammen med lande som Tyskland og Australien, testede samtlige spillere, og at alle var negative. Til sommerens VM-slutrunde vil man desuden føre alle dopingprøver til WADA-laboratorier uden for Ruslands grænser - formentlig for at undgå fifleri med prøverne, som Rusland tidligere har gjort.

Michael Ask, set i det lys får russerne vel svært ved at manipulere noget som helst, så bør vi ikke stole på, at slutrunden kommer til at foregå 100 procent fair?

»Jeg tror ikke, at Rusland kan manipulere under VM. Men en ting er at være ren under en turnering. Noget andet er, at man kan have haft en træningslejr, for eksempel, til at bygge sig op ved hjælp af urene stoffer. Det kan sagtens give en positiv effekt under slutrunden, selv om spilleren på det givne tidspunkt er ren. Det er fint, at FIFA flytter dopingprøverne ud af Rusland, men man er nødt til også at have fokus på de såkaldte 'out of competition'-test. I Anti-Doping Danmark laver vi af samme grund halvdelen af vores test uden for konkurrence,« siger Michael Ask, der har svært ved at have tiltro til, at russerne bliver testet nok.

Det er dokumenteret, at den russiske snyd har været så omfattende, at over tusind atleter i 30 forskellige sportsgrene var involveret i snyderiet. Flere af landets fodboldspillere er også under mistanke.

Det har ikke været nok for FIFA til at handle over for Rusland, som Michael Ask efterlyser. FIFA fordømmer ganske vist doping og vil gøre alt for at leve op til sit ansvar, som talspersonen skriver, og man er klar til at sanktionere enhver, der bryder anti-doping-reglerne. Man understreger dog, at det på samme tid er vigtigt at gøre opmærksom på, at man ikke kan sanktionere på baggrund af en forudindtaget holdning eller en begrænset mængde af fakta.

BT.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra DBU's formand, Jesper Møller, der er på ferie, mens adm. direktør, Claus Bretton-Meyer, onsdag oplyste til BT.dk, at han ikke havde tid til at tale om emnet. Næstformand i DBU, Thomas Christensen, henviser til Møller og Bretton-Meyer.