Adam Holm, tidl. studievært på Deadline på DR, forfatter, historiker og er ny klummeskribent på BT.
Adam Holm, tidl. studievært på Deadline på DR, forfatter, historiker og er ny klummeskribent på BT. Foto: Bax Lindhardt

Vi er så frisindede, men vi skammer os over vores lyst og er uærlige om utroskab

Du kender sikkert en, der har prøvet det. Måske har du også selv været der. Utroskab, sidespring, hygge på sidelinjen, frækt frikvarter, voksenhygge osv. Ukært barn, mange navne. Julefrokostsæsonen skydes snart i gang – nogle gange med et rigtigt knald. Munter snak, besnærende dans og en tår over tørsten, så er der lir i luften, og kopirummet kan pludselig bruges til andet end at hente kedelige excel-ark. Om det tager to minutter eller to timer, er sagen underordnet.

Vi kalder handlingen for utroskab, og det afføder altid sladder. »Har du hørt, at Ole fra it knaldede med Mette fra regnskab?«, siger vi halvt fordømmende, halvt fascineret. Vi gyser og tænker, at Ole og Mette sikkert befinder sig i hver sit desperate ægteskab. De får vores medlidenhed samtidig med, at vi forarges over, at de har stillet deres drifter til skue. Og det bliver kun værre, hvis det viser sig, at utroskaben har fundet sted over længere tid. I så fald er det jo kriminelt, og så er der kun ét at gøre: skilsmisse.

For ikke så længe siden ringede en god ven og sagde, at han og konen var ved at gå fra hinanden. Hvorfor det, spurgte jeg lettere forundret. I mine øjne virkede de som et velfungerende par med en dejlig familie. »Jeg har været utro«, lød svaret. Til trods for terapi og lange gåture i skoven var der ikke noget at gøre. Tilliden var forsvundet og dermed farvel og tak til femten års ægteskab og et brud med løftet om at leve sammen i medgang og modgang.

Jeg blev vred, da jeg hørte det. Vred, fordi en skilsmisse med ulykkelige børn og fortvivlede voksne til følge er en temmelig voldsom pris for et bedrag. Ja gu gør det ondt, og det er krævende at skulle op på hesten igen, men hvis man vil videre som par, er det bare om at trække i det mentale arbejdstøj. Selvfølgelig er det et individuelt spørgsmål, hvor meget man kan klare. Hvad der giver mening for den ene, behøver ikke at gøre det for den anden. Jeg har været min egen kone utro, og hun mig. Vi er, som folk er flest. Vi går op i vores børns ve og vel, betaler de fordømte rudekuverter, passer vores arbejde og taler om finanskrise og ufred i verden og falder i søvn til fjernsynet hånd i hånd. Bær over med denne private tilståelse. Det kan virke stødende, når man som jeg lufter lagenerne i al offentlighed.

Min påstand er imidlertid, at det ikke behøver at være et beskidt lagen, i hvert fald ikke så meget, at voksne, forstandige skal afstå fra at tale om det. Jeg er ikke advokat for utroskab, og jeg tror ikke, at løsningen på kedsomhed i parforholdet er at give den gas med en fremmed sengepartner. Men i et land, der bryster sig af frisind, er det samtidig forstemmende, at så mange skammer sig over deres lyst og risikerer at blive skilt, fordi de en gang imellem sænker paraderne.

Hvad sker der, hvis man i stedet for løgnene og benægtelserne turde være ærlig? Måske vil det have samme effekt, som da man som barn grædende kaldte på sine forældre og bad dem se efter, om der lå et grønt monster under ens seng. Når mor eller far tændte for lyset, føltes det ikke længere utrygt. Jalousi er monsteret under sengen. Hvorfor dog plage sig selv med angst for noget, der dybest set ikke er så farligt?

SMS

Hitter på Facebook