Kære Odense.

Hjertelig velkommen til det nye Byens Tidende.

Danmarks største nyhedsmedie vender tilbage med dagsordensættende storbyjournalistik til dig, der bor i – og ligesom os holder af – Odense.

Vi glæder os!

Det er efterhånden en halv snes år siden, at journalister ansat på B.T. senest havde deres daglige gang i byen. Dengang blev der arbejdet fra redaktionen på hjørnet af Kongensgade og Vestergade i lokaler ovenpå det, der i dag er guldsmed Helle Elmgreen.

Nu er vi tilbage, få hundrede meter længere henne ad gaden. Denne gang i nye redaktionslokaler, som lokale håndværkere lige nu arbejder på højtryk for at sætte i stand til os i den smukke gamle bankbygning på Mageløs.

Og jo – vi vil gerne have besøg.

Ambitionen er nemlig at give byen den nyhedsdækning, den og dens indbyggere fortjener. En ambition, som vi kun kommer til at lykkes med, hvis jer, der læser med, fortæller os om de historier, der rører, interesserer, forarger og fascinerer her i landets tredjestørste by.

Derfor: Tip os, hjælp os og giv os gode råd med på vejen.

På den måde kan du, der følger med og engagerer dig i byens liv, være med til at definere storbymediet B.T. Odense.

Vi vil sammen med jer gøre det til vores mission med entusiasme og vedholdenhed at lave journalistik, der kærligt og kritisk dækker og afdækker livet i Odense.

Både det, der virker og det, der kan og bør forandres eller forbedres.

B.T. vender således fornyet tilbage, og dog er kernen i vores journalistik den samme. Nemlig at være »de skjorteløses ambassadør«, som det engang blev formuleret af forhenværende chefredaktør Morten Pedersen.

Vi ser på verden fra borgerens perspektiv. Vi forpligter os til at tage menigmand og -kvinde alvorligt. For selvom tiderne skifter, betragter vi det stadig som en hjørnesten i et levende og oplyst demokrati, at almindelige menneskers perspektiv bringes til torvs som et naturligt bidrag til enhver aktuel debat.

Vi ser frem til at blive en etableret del af det daglige liv i verdens bedste storby.

Velkommen til B.T. Odense!