»Du vil bare kneppe dig til tops.«
Det var den kommentar, som byrådskandidaten Stine Eiby (S) i denne uge blev mødt med, da hun flankeret af sin makker Kasper var på gaden for at dele rundstykker og politiske budskaber ud.
Og det er langt fra den eneste gang, at hun har fået kastet nedladende kommentarer efter sig om enten sin alder eller sit køn.
»Ej, sådan en som dig vil vi ikke stemme på« og »lad vær med at stemme på hende her. Hun er ung kvinde.« lyder et par andre kommentarer, som Stine Eiby har fået smasket i hovedet.
Men det er ikke kun ude på gaden, de ubehagelige kommentarer kommer.
»Få dig et rigtigt job,« står der henover den flyer, som Stine Eiby egentlig havde delt ud, men som blev leveret tilbage til hende og lå i postkassen på hendes private adresse.
»Jeg er på grænsen til at sige, at min adresse skal være privat. Hvad bliver det næste, står de og venter på mig? Eller banker på min dør?« siger Stine Eiby, der oplever, at det primært er mænd, der leverer størstedelen af de nedladende kommentarerne.
16. november skal danskerne en tur i stemmeboksen til Kommunal- og regionsrådsvalg. I Randers Kommune er Stine Eiby på listen for Socialdemokratiet. Det var hun også for fire år siden, hvor sidste valg fandt sted, men på trods af, at hun har prøvet det hele før, så kommer den hårde retorik bagpå Stine Eiby.
»De kører meget på min alder den her gang, og jeg er jo ellers fire år ældre end sidste gang,« pointerer den 25-årige byrådskandidat.
Det er ikke første historie om byrådskandidater, der bliver mødt med ubehageligheder.
Forleden kunne B.T fortælle historien om DF-politikeren Lizette Lilleskov Laugesen, der føler sig utryg efter, at hun fandt ud af, at næsten alle hendes valgplakater i den lille sjællandske by Fensmark er blevet udsat for hærværk.