Når du i fremtiden tager en tur i Ikea, vil du formentlig opleve, at det er en dyrere omgang, end det tidligere har været.
For både på verdensplan og i Danmark hæver den svenske møbelgigant nu priserne på en lang række varer.
Det skriver erhvervsmediet Finans og The Guardian.
Til førstnævnte medie fortæller en talsperson fra Ikea Danmark i en kommentar, at det er den globale forsyningskrise, der har ført til, at Ikea nu bliver nødt til at hæve priserne.
I Danmark kommer det til at påvirke prisen på mere end halvdelen af møbelbutikkens varesortiment.
»Globalt handler det om en prisstigning på cirka ni procent i gennemsnit med variationer på tværs af sortimentet og fra marked til marked. Prisjusteringen lokalt påvirkes ikke kun af råmaterialerne, men også af driftsomkostninger og omkostninger til transport på land/til søs og logistik generelt,« lyder det fra talspersonen til Finans.
Hvor høj prisstigningen præcis bliver i Danmark, er endnu ikke oplyst.
Den britiske avis The Guardian kunne torsdag oplyse, at prisen på nogle produkter vil stige med op til 50 procent.
»Desværre har der været en markant stigning i omkostningerne på tværs af forsyningskæden, herunder ved materialer, fragt og logistik. Da det stadig er tilfældet, er det nødvendigt at hæve priserne på mange af vores produkter,« siger Ikeas pressekontakt i Sverige, Sandra Jakob, til avisen.
Ifølge The Guardian er det klassiske Malm-skrivebord steget med 50 procent fra 100 pund (887 kroner) til 150 pund (1330 kroner) i Storbritannien. Et Jokkmobb-bord med fire stole er også steget 50 procent i løbet af året – fra 99 pund til 149 pund.
Ikeas Klippan-sofa er samtidig steget med 11 procent.
Det svarer til, at sofaen, som er en af Sveriges mest populære møbler, er steget med 20 pund siden oktober.
Ifølge Ikea skyldes prisstigningerne højere omkostninger i forbindelse med fragt og logistik som følge af coronapandemien.
Det vides ikke, hvor længe det vil stå på.