Efter flere års undersøgelser, afhøringer og gennemgang af vitterligt millioner af dokumenter, så er Tibetkommissionen endelig kommet med sin beretning.

Og i sin konklusion lægger kommissionen ikke fingrene imellem: Udenrigsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste har ved kinesiske statsbesøg i Danmark lagt enormt pres på Københavns Politi for at skærme gæsterne fra antikinesiske demonstrationer.

»Det er særdeles kritisabelt, at Udenrigsministeriet ved Kina-besøg har tilskyndet til og samarbejdet om at forhindre antikinesiske demoer,« lyder det eksempelvis i beretningen.

Kommissionen har undersøgt, hvordan demonstranter er blevet behandlet – og hvordan borgeres ret til at ytre sig er blevet tisidesat – under kinesiske statsbesøg i Danmark helt tilbage fra 1995 til i dag.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) kalder det uacceptabelt, at Kina-kritiske demonstranter har fået deres rettigheder knægtet, som anført af Tibetkommissionen.

»Ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er fundamentale rettigheder og værdier i vores danske demokrati. Myndighedernes vigtigste opgave er at værne om borgernes rettigheder,« skriver han ifølge Ritzau.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) understreger efter den hårde kritik af hans eget ministerium, at medarbejdere skal respektere danskeres ret til at demonstrere.

»Det har jeg tillid til, at Udenrigsministeriets medarbejdere også vil kommunikere klart til alle relevante samarbejdspartnere i forbindelse med afvikling af besøgene,« skriver han.

Afhøringer i Tibetkommissionen er sket ved Retten på Frederiksberg.
Afhøringer i Tibetkommissionen er sket ved Retten på Frederiksberg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Kommissionen har undersøgt kinesiske besøg siden 1995. Både når det gælder politiets optræden og andre statslige myndigheders håndtering. Eksempelvis at politiet ved flere lejligheder har taget tibetanske flag fra demonstranterne og sørget for, at de kinesiske besøgende ikke kunne se flagene.

Konklusionerne fra Tibetkommissionen er baseret på et dyk ned i millioner af dokumenter hos offentlige myndigheder og mere end 100 afhøringer, blandt andet af 11 tidligere ministre.

I beretningen, der er kommet mandag, lyder det:

»Udenrigsministeriets håndtering af de kinesiske besøg i Danmark generelt har været præget af en kultur, hvor hensynet til at undgå at støde de kinesiske gæster for at sikre danske handelsinteresser er sat over grundlovens og EMRKs (Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, red.) beskyttelse af forsamlings- og ytringsfriheden.«

Det fremgår også, at Udenrigsministeriet har videreformidlet de kinesiske ønsker til PET og i visse tilfælde direkte til Københavns Politi.

Det er anden gang, at Tibetkommissionen kigger på forholdene i forbindelse med de kinesiske statsbesøg, og i første runde undgik Politiets Efterretningstjeneste (PET) at få kritik. Men nye oplysninger har i anden omgang ændret på det.

PET får således omfattende kritik for sin ageren i forhold til at forhindre anti-kinesiske demonstrationer i forbindelse med besøg fra det officielle Kina.