Oven på Minkkommissionens rapport stråler vreden ud af flere minkavlere på Gjøl i Nordjylland. En lille landsby spækket med tomme minkfarme.
Række efter række af tomme bure og nedlagte familieforetagender ligger side om side som små spøgelsesbyer.
En af farmene tilhører Bjørn og Jørgen Vestergaard.
Bjørn er tredjegenerationsminkavler, som i 2014 købte sig ind på sin fars farm, som han havde gjort det med sin fars farm mange år tidligere.
Familieforetagendet begyndte i 1944.
Men på et skæbnesvangert pressemøde forsvandt det hele.
»Jeg hørte bare min far råbe 'hold kæft', mens han sad foran fjernsynet, og så vidste jeg godt, at der skete noget vildt,« siger Bjørn.
Men at meldingen havde den karakter, som den havde, var alligevel svært for ham at forstå.
»Det tog lang tid for realiteten at sive ind. Den siver nok stadig lidt ind, for jeg er stadig så fanget i minkfarmen, som står der, og som minder os om det, vi har mistet, hver dag.«
»Det gør mig virkelig arrig, og det vil jeg nok være til den dag, jeg dør,« siger Bjørn Westergaard.
Særligt harm bliver han, når han tænker tilbage på hele måden, som sagen blev håndteret på. Politiet, militæret, folk i rumdragter og aflivede mink på gårdspladsen, som var virkeligheden for hele hans familie i nogle uger efter 4. november 2020.
»Der lugtede af død,« fortæller Bjørn med en klump i halsen.
Siden dengang har han prøvet at komme videre. Men selvom der er gået langt over et år, så er det stadig ikke lykkedes.
»Så længe der ikke er en afslutning – og det er der ikke, og det kommer der ikke, selvom kommissionens rapport bliver offentliggjort nu – så er det svært at komme videre. Det er svært at give slip.«
Det er først den dag, at han og hans familie får den kompensation, de mener er fair, at han kan begynde at se fremad. Og den er familien klar til at kæmpe for at få.
Jørgen Vestergaard, Bjørns far, forklarer, at de er villige til at gå rettens vej.
»En ting er jo min kone og mig. Vi kan klare os. Men for Bjørn og vores søn Anders, som også var minkavler, er situationen en anden. De skal kompenseres ordentligt,« siger Jørgen.
