Der er registreret 46 nye smittetilfælde med coronavirus det seneste døgn.

Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut fredag.

Samtidig stiger dødstallet med 1 til 613. Omvendt falder antallet af indlagte med coronavirus med 3 til 16.

Af de indlagte er tre på intensivafdeling – de ligger alle i respirator.

Tendensen med et stigende antal nye smittede fortsætter dermed. Denne uge – uge 30 – har antallet af nye smittede alle dage været over 40.

Til sammenligning var der i uge 27 gennemsnitligt 18 flere smittede hver dag. Ugen efter var tallet i snit 24, og i sidste uge blev der gennemsnitligt bekræftet 34 nye smittede dagligt.

Den gradvise stigning i nye smittetilfælde vækker bekymring hos Lungeforeningens formand, Torben Mogensen.

»Der sker stadig smitte i Danmark, og nu er dagens tal igen over 40, så der er stadig meget stor grund til at vores opmærksom på, at dette her ikke er ved at være overstået,« siger han.

Der er ingen stigning at spore, hvis man ser på antallet af personer, der er så syge, at de bliver nødt til at blive indlagt på hospitalet til behandling.

Tallene fredag viser ikke aldersfordelingen blandt dem, der er bekræftet smittet med coronavirus. Det er således ikke muligt at sige noget om, hvorvidt der er en overvægt af nysmittede blandt visse aldersgrupper.

Typisk har yngre personer mildere sygdomsforløb og dermed lavere risiko for at ende på hospitalet end personer over 60 har, oplyser Torben Mogensen.

»Men de yngre smitter de ældre på et tidspunkt, og derfor synes jeg, det er bekymringsværdigt, når smitten stadig er så høj mellem folk,« siger han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) advarede onsdag aften på Facebook mod, at folk slækker på at efterleve retningslinjer om eksempelvis at have god hygiejne og holde mindst en meters afstand til andre mennesker i det offentlige rum.

'Det må ikke ske. Vi må for alt i verden ikke sætte det hele over styr nu,' skrev han blandt andet.

/ritzau/