Mens prins Andrew syntes, at det var gået fantastisk, da han udstillede sig selv i det nu så berygtede BBC-interview, så havde andre set faren.

En ny dokumentar afslører, at BBC-journalisterne var chokerede, og at hans dengang 93-årige mor, dronning Elizabeth, gennemskuede, hvor skidt interviewet var for hendes søn.

Ifølge journalisten Emily Maitlis, der stod for det berømte interview, var prins Andres overbevist om, at det var gået strålende, efter at de havde optaget interviewet 14. november 2019 på det kongelige slot Buckingham Palace – to dage, før det blev vist på BBC.

Journalisten selv var temmelig chokeret over nogle af de ting, som prinsen sagde, men prinsen var i så strålende humør, at han endda inviterede kameraholdet med til den ugentlige filmaften på slottet efter interviewet.

Prins Andrew.
Prins Andrew. Foto: LILLIAN SUWANRUMPHA
Vis mere

»Det er sådan, at jeg ved, at prins Andrew var glad for interviewet, fordi han blev og snakkede med os. Han virkede meget glad,« siger hun i den nye dokumentar 'Andrew: The Problem Prince', der bliver vist på den britiske kanal 4, ifølge The Times.

Hun fandt hele situationen mærkelig, da hun følte, at han burde have været ærgerlig efter interviewet, mens journalisterne burde være glade. Men det var helt omvendt.

Derfor valgte hun også at takke nej til invitationen til filmaftenen:

»Jeg tænkte bare: 'Jeg må væk herfra'. Jeg havde brug for noget plads til at bearbejde, hvad der lige var sket,« fortæller hun.

Prins Andrew har haft det svært i den kongelige familie, efter han blev sat i forbindelse med sexforbryderen Jeffrey Epstein.
Prins Andrew har haft det svært i den kongelige familie, efter han blev sat i forbindelse med sexforbryderen Jeffrey Epstein. Foto: YUI MOK
Vis mere

Ifølge Maitlis var det først senere, at det gik op for prins Andrew, at interviewet måske ikke var gået helt som ønsket. Og det var angivelig hans gamle mor, den dengang 93-årige dronning Elizabeth, der opdagede det før sin søn.

Hun fik et udskrift af interviewet, før det blev sendt på tv.

»Det var først den lørdag, da dronningen angivelig havde læst hele udskriftet, at han (prins Andrew, red.) blev prikket på skulderen af en af sine sikkerhedsfolk. Han sagde: 'Hr. Jeg tror, de må følge med os'. Det var efter, at dronningen havde set, hvad han havde sagt i interviewet, og jeg tror, at hun havde forstået det,« siger Maitlis.

I det kontroversielle interview, der gik verden rundt, kom prins Andrew til at fremstå nærmest komisk, da han blandt andet påstod, at han ikke kunne svede – og han derved ikke kunne være skyldig i de anklager, som Virginia Giuffre dengang anklagede ham for. Det var blandt andet nogle af de udsagn, som Maitlis blev chokeret over.

Det berømte billede af prins Andrew med en ung Virginia Giuffre.
Det berømte billede af prins Andrew med en ung Virginia Giuffre. Foto: HANDOUT
Vis mere

Giuffre påstod, at hun var blevet holdt som en slags sexslave af sexforbryderen Jeffrey Epstein og den nu dømte Ghislaine Maxwell, og at hun var blevet presset til at have sex med prins Andrew flere gange.

Prins Andrew besluttede at medvirke i interviewet i et forsøg på at rense sit navn, hvilket han ellers var blevet kraftigt frarådet til fra flere kanter – blandt andet fra sin gode ven, advokaten Paul Tweed.

»Jeg sagde: Hør, det vil ikke være en god idé, hr.,« fortæller han i dokumentaren og forklarer, at der på dette tidspunkt stadig var en mulighed for at, at sagen ville ende i retten.

Det skete dog aldrig, da prins Andrew, kort før sagen skulle have været for retten i februar 2022, valgte at indgå et større forlig med Virginia Giuffre.