Man må aldrig gå ned på udstyr. Rejseliv har set nærmere på seks ting, der er gode at have med i rygsækken (næsten) uanset hvilken form for aktiv ferie, man skal på.

Mål viden

Windsurfer, sejler eller blot vejrentusiast. Der kan være mange grunde til at interessere sig for vindforhold. Download den gratis app fra Vavuud, stik propellen i din smartphone og se din og andre Vaavud-brugeres målinger på et kort. En windsurfer har testet Vavuud for Rejseliv: »Ulempen er, at Vavuud kun måler vindhastighed og ikke tager højde for, at der er mere styrke i kold luft. Til gengæld er det rigtig smart, at man kan se andre brugeres målinger. Den funktion kan jeg bruge, når jeg skal ud at surfe.« Prisen er 299 kr. og virker til iPhone og Android.

palby.dk

Strøm med på farten

Aktiv ferie foregår oftest væk fra strømstik, ind imellem i flere dage ad gangen. Det kan betyde, at bedst som man står der og vil forevige aktiviteterne, er ens kamera eller telefon løbet tør for strøm. Den situation slipper man for med en mobil oplader. F.eks. denne Leitz Portable USB Charger fra Leitz Complete, som kan oplade både telefon og kamera på én gang ved hjælp af de to USB-indgange. Den har en kapacitet på 5000 mAh, som i princippet betyder tre opladninger af en iPhone (i virkeligheden kan den dog kun klare to) Fås i sort og hvid og koster 370 kr.

computersalg.dk

I nettet

Alle, der har været en smule aktive udendøre, ved, at det inderste lag tøj, man har på, skal være i et materiale, der kan transportere den uundgåelige sved fra fysisk udfoldelse væk fra kroppen. Til det formål har norske Aclima udviklet det såkaldte woolnet, altså et inderste lag i net. Det ser, indrømmet, ikke ret sexet ud, men netkonstruktionen gør, at man både har det dejligt varmt og kan komme af med sveden (det sidste bedre end i mange andre materialer, det inderste lag er lavet af). Det er af merinould, og er superbehageligt at have på. Prisen er 479 kr. for henholdsvis trøje og bukser.

friluftsland.dk

Foto: PR
Vis mere

Farvel, regn

Vandreture i regnvejr er som regel ikke ret sjovt – men en jakke, der kan holde vand ude, gør det lidt mere festligt. North Face har netop lanceret en ny serie, hvor bl.a. modellen Superhype indgår. En ekstrem let skaljakke i det specielle Goretex Active materiale, der normalt kun anvendes til løbe- eller cykeltøj, fordi det ikke vejer ret meget.

Trods de under 400 gram, jakken vejer, er den både vandtæt og åndbar – og har man brug for mere ventilation, er der lynlåse under armene. Og så kan hætten justeres, så den rent faktisk beskytter mod regn. Pris 1.500 kr.

thenorthface.com

       
        Foto: PR
Vis mere

Drik vand

Næsten alle aktive ferier kræver, at man på et eller andet tidspunkt undervejs drikker vand. Og det kan man f.eks. gøre fra denne Nalgene drikkeflaske. Den er lavet i kraftigt såkaldt co-polyester, som gør, at man kan tabe den alle vegne, uden den går i stykker, og er BPA-fri (altså uden kemikalier i plasticen). Den tåler maskinopvask – og fås i 0,5, 0,7, og 1 liter størrelser, med stor eller »almindelig« åbning. Priser fra 89 kr.

spejdersport.dk

På med huen

En varm hue kan man aldrig få for mange af, her er tre af slagsen.

New zealandske Icebreaker, hvis speciale er produkter af merinould, har begået denne Mogul beanie. Den sidder tæt til hovedet og er derfor perfekt til at have under f.eks. en hjelm, og er, selv om den er forholdsvis tynd, dejlig varm. Pris: 299 kr.

Er man mere til fleece end uld, kan man evt. investere i svenske Haglöfs fanatic print cap i Polartec materiale. Huen har ingen sømme, der generer, heller ikke selv om den sidder ret stramt om hovedet, og fås i bl.a. denne funky lilla nuance. Pris 250 kr.

Skal det være virkelig varmt og vindtæt, er modellen Surtsey fra islandske 66 North et god bud. Den er lavet af ribstrikket acryl og foret med et vindtæt bånd af fleece i den nederste del af huen. Bliver ens bedste ven i hård vind og ditto kulde. Pris 240 kr.

eventyrsport.dk