Lyt til artiklen

Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, mener ikke, at regeringens 2025-udspil er godt nok. Forslaget om 0,5 procent vækst i det offentlige forbrug bør droppes, og skattelettelsen i bunden er både for lille og for kompliceret.

Efter at have været tavs hele dagen giver Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, her til aften sin første kommentar til regeringens 2025-plan.

Liberal Alliance har længe stået stejlt, faktisk ultimativt, på, at partiet kræver en topskattelettelse på fem procentpoint.

Og selvom regeringens udspil kun indeholder den topskattelettelse til indkomster op til en million kroner om året, så er det ikke topskattelettelsen, Anders Samuelsen fokuserer på i sin kommentar.

Det er i stedet en »for lille lettelse i bunden«:

På Facebook skriver han:

»Jeg vil i dag nøjes med at slå én ting helt fast: Lettelsen af skatten i bunden er for lille, for kompliceret og kommer ikke nok mennesker med lav indkomst til gavn. Det bør gøres bedre!,« skriver LA-formanden og fortsætter:

Anders Samuelsen skriver videre, at regeringen bør droppe forslaget om 0,5 procent vækst i det offentlige forbrug, fordi det ville betyde, at »man fremover ikke skulle betale skat af de første 5.000 kr. hver måned (ca. 64.000 kr. om året).«

»Netto ville det give give et LO-par, men OGSÅ et par med en lav indkomst en samlet indkomst-fremgang på ca 27.500 kroner om året. Dette forslag vil altså OGSÅ give folk med studie- og deltidsjobs en markant lettelse i skatten i modsætning til regeringens forslag,« skriver Anders Samuelsen.

Samuelsen: Det skal kunne mærkes, at man gør en indsats

Over for politiko.dk uddyber Anders Samuelsen sin Facebook-opdatering med følgende kommentar:

»For os er det virkelig, virkelig vigtigt, at det kan mærkes, at man har et arbejde, og at man gør en indsats. Og det skal også gælde for de helt små indkomster. Det gør det ikke i det udspil, der kommer fra regeringen,« siger Anders Samuelsen til politiko.dk og fortsætter:

»Det er først noget, der gælder fra omkring 200.000 kroner. Vi vil gerne have, at det skal gælde for helt små indtægter. Det vil sige, at man får fuld effekt af vores, allerede når man tjener under 100.000 om året. Man kan sagtens finde pengene. Det kan man gøre ved at have et mindre offentligt forbrug og gå tilbage til det, som Lars Løkke egentlig gik til valg på, nemlig nulvækst i den offentlige sektor.«

Det her forløb op til i dag har primært handlet om topskattelettelser fra jeres side?

»Nej, det har det ikke. Jeg skrev en kronik i din egen avis med, hvad vi samlede spillede ud med, og det her er en del af det. Alt, hvad der ellers er, kommenterer jeg i morgen på et pressemøde.«

»Men lige nu og her har det været vigtigt for mig at få fortalt, at jeg synes, det er for uambitiøst, det der sker i bunden. Det kan vi gøre bedre. Og vi kan gøre det bredere, og vi kan gøre det enklere ikke mindst. Og det skal vi gøre. Vi har et rigeligt kompliceret skattesystem i forvejen, det er faktisk et demokratisk problem i sig selv, at man hele tiden komplicerer det. Det her forslag er langt mindre kompliceret end det, som regeringen lægger op til,« siger Anders Samuelsen.

Når du siger, at der skal ske lettelser i bunden, kan man så læse det ind, at du dermed accepterer det, der er kommet på topskatten?

»Du kan ikke læse noget som helst omkring det med topskatten. Det melder jeg ud på i morgen.«

Er den her lettelse i bunden ligeså vigtigt som topskattelettelser?

»Skatten i bunden har altid været vigtig for Liberal Alliance, og det er den fortsat.«

Men stålsat-vigtig?

»Du kan ikke gå den vej ind på spørgsmålet. Det får du ikke noget ud af. Resten tager vi i morgen.«

Liberal Alliance holder pressemøde klokken 14 i morgen.