Dansk Folkeparti har lånt selveste Snapstinget til partiets valgfest i aften på Christiansborg.

Men én central figur i partiet kommer ikke. Den tidligere partiformand Kristian Thulesen Dahl vil nemlig hellere være sammen med familien frem for at deltage i valgfesten.

Det skriver han i en sms til B.T.

»Det handler om at genoplive en gammel tradition i familien om valgaftener. Det er en prioritering af familien,« skriver han.

Han skriver videre, at han havde planlagt at være med til festen.

Dansk Folkepartis pressetjeneste oplyser, at han oprindeligt stod på deltagerlisten til i aften, men at han har meldt afbud.

Han skriver videre, at han havde planlagt at være med til festen, men at der ikke er noget dramatik, og at han ikke vil sende noget signal med det.

Ifølge B.T.s oplysninger er afbuddet kommet i sidste øjeblik fra Thulesen Dahl, der ovenikøbet er forsvarsordfører.

Dermed burde han være en central person i folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.

Kristian Thulesen Dahl har kørt et parløb med Inger Støjberg under valgkampen, selv om Støjberg ikke vil ud af EU, som Dansk Folkeparti.

I dele af DF-toppen har det skabt irritation – særligt fordi der stadig florerer stærke rygter om, at Inger Støjberg er på trapperne med et parti, der vil være en direkte konkurrent til DF.