Ole Sohn trækker i land og erkender, at han var upræcis, da han sidste år forklarede, at han kæmpede imod ordrer fra Sovjetunionen, der var overfaktureret. I stedet forklarer han nu, at DKP fik millioner i kassen via den ordning.

Det var upræcist og forkert, da erhvervs- og vækstminister Ole Sohn sidste år til TV2 forklarede, at han som kommunisternes formand kæmpede imod ordrer til eksorbitante overpriser fra Sovjetunionen.

- Ja, de udtalelser stemmer ikke med, hvad jeg ellers har sagt. Det var upræcist formuleret. Sandheden er, at der kom millioner fra Moskva via ordrer. Jeg havde to muligheder: Enten at lade det hele falde eller fortsætte med at udvikle det politiske projekt, siger Ole Sohn til Berlingske.

LÆS OGSÅ: 

Sidste år – da valgrumlen kørte på Christiansborg – forklarede han ellers, at han afviklede ordrerne så snart, han fik øje på dem. Han tilføjede, at det var noget 'svineri'.

At det var 'ikke-værdigt' og diskvalificerende:

- DKP modtog penge i rigt omfang, og da jeg efterhånden fik indblik i, hvor stort et svineri, der var, og jeg fik flertallet til at kunne ændre det, så gjorde jeg det.

Ole Sohn erkender også, at den historie, som Berlingske bragte i weekenden om magasinet Glasnost er sand. Den afleverede op mod en halv million kroner hver måned for at få trykt små 3.000 eksemplarer.

Den daværende chefredaktør forklarede, at Sohn spærrede Glasnosts forsøg på at komme ud af aftalen.

LÆS OGSÅ: 

- Ja, det er rigtigt. Ellers var det hele faldet. Det var den mulighed, jeg havde. Jeg valgte at udvikle det politiske projekt og i 1990, hvor jeg fik flertallet i DKP fik jeg lukket Terpo Tryk, solgt huset i Dronningens Tværgade og lukket Land og Folk.

Så det passer ikke, hvad du sagde sidste år til TV2?

- Jeg havde valget mellem at lade det hele falde eller udvikle det politiske projekt. Jeg valgte det sidste, siger Sohn.