Sagaen om Enhedslistens Pernille Skipper, der under åbningsdebatten blev smidt ud af Folketingssalen for at have sin baby med, fik torsdag tilføjet et par nye passager.

Forfatteren bag den seneste tilskrivning er forhenværende minister og Venstre-politiker Søren Pind.

På Twitter svinger han den moralske pisk over Enhedslistens tidligere politiske ordfører for at tage sin to måneder gamle baby med ind i Folketingssalen.

'Selvfølgeligt hører babyer ikke til i en folketingssal. Skal folk også have kæledyr og øvrig familie med? Sikke noget søgt fis. Tag dog alvorligt, at I lovgiver over alle os andre – ofte om alvorlige ting.'

Pinds pisk over Skipper resulterede i en lang række kommentarer, hvor af flere mente, at et lille sovende barn da ingen skade gjorde.

Pludselig dukkede en anden tidligere minister op i tråden: tidligere børne- og socialminister Mai Mercado.

Den konservative politiker ville lige give sit besyv med.

'Jeg husker nu ellers, at Søren Pind havde sin dreng med i Folketingssalen en aften for mange år siden. Jeg var imponeret over, at han sad helt stille ude i siden og ikke sagde en lyd. Dengang løftede ingen et øjenbryn over et lydløst barn,' skrev Mercado.

Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Kommentaren førte straks til en vis undren.

'Er det korrekt @sorenpind?' spurgte en, imens en anden var mere konstaterende:

'Moral er godt, dobbeltmoral er … din hukommelse om egen adfærd, er tydeligvis kort …'

Kort efter var Pind tilbage med et genmæle:

'Jeg har aldrig haft en baby med ind i Folketingssalen under et møde. Det kan jeg godt garantere dig for. Og babyer, der sidder af sig selv? Mon dog,' lød det politikervante svar fra Pind.

B.T. ville gerne have en uddybende kommentar fra den tidligere V-profil og gav ham et kald.

Hej Søren, undskyld jeg ringer og forstyrrer dig fredag aften?

»Hvad vil du?«

Jeg vil gerne høre dig til det, du har skrevet på Twitter om at have børn med i Folketingssalen?

»Eii, det tror jeg ikke, jeg skal sige noget om. Kan du have en god aften.«

B.T. har ligeledes været i kontakt med Mai Mercado, som forklarer, at hendes kommentar ikke var ment som en 'men-hov-Søren-du-gjorde-det-jo-selv'-kommentar.

Kommentaren var mere et udtryk for en refleksion over, at det dengang – Søren Pind var minister og medbragte sin søn – ikke var et problem.

Generelt er Mai Mercado træt af diskussionen, men hun understreger, at der er forskel på, dengang Søren Pind medbragte sin søn og den aktuelle episode med Skipper.

»Søren Pind var minister og var tvunget til at være i Folketingssalen. Det var Pernille Skipper ikke under åbningsdebatten,« siger Mai Mercado med henvisning til, at Pernille ikke er ordfører og derfor ikke skulle på talerstolen.

»Generelt er jeg hverken for eller imod den her debat. Jeg synes faktisk, at den er anstrengende. I virkeligheden synes jeg, at man skal bruge sin sunde fornuft og overveje med sig selv, om det (Folketingssalen, red.) er det rigtige forum at have sit barn med i.«

Andre læser også