Eksperter giver Birthe Rønn Hornbech ( V) ret i, at globaliseringen presser velfærdssamfundet og tvinger Danmark til at tænke på optjeningsprincipper og socialforsikringsmodeller.

Professor i statskundskab Peter Nedergaard fra Københavns Universitet siger til Berlingske, at det nuværende velfærdssystem er indrettet efter en gammel velfærdsstat, hvor der ikke var den bevægelighed rundt omkring i verden, som man ser med indvandringen i dag. De fleste europæiske lande opererer med optjeningsprincipper for at modtage velfærdsydelser, og i Sverige har man nedsat velfærdsydelserne generelt.

»Hvis vi giver adgang til flere velfærdsydelser end andre europæiske lande, kan det blive et problem for fremtidens velfærdssamfund. Derfor kan vi blive nødt til som samfund at indføre et optjeningsprincip, hvor man skal yde for at få adgang til velfærdsydelser,« siger Peter Nedergaard.

I øjeblikket arbejder et tværministerielt udvalg på en model for optjeningsprincipper i Danmark, som forventes at blive offentliggjort i løbet af kort tid.

Professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet er tidligere overvismand i Det Økonomiske Råd. Han mener, at selv om optjeningssystemet ikke er helt fremmed for danskerne - vi ser det bl.a. på områderne med folkepension, overførselsindkomster og børnefamilieydelser - vil det være et markant skift i den danske samfundsstruktur. »Det er et område, hvor velfærdssamfundet er presset af globaliseringen. Optjeningsprincippet skaber en forskelssituation, som er i modstrid med alt, der har kendetegnet danske velfærdsordninger. Det rejser en A -og B-holds diskussion,« siger Torben M. Andersen.

Synes du, at velfærdsydelser skal være noget, man optjener ret til?

Skal udlændinge yde, før de kan nyde danske velfærdsydelser, eller skal alle have lige ret til velfærd?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.