Kristian Jensen (V) kan ikke kun drible med udenrigspolitiske sager, han kan også score et mål med en fodbold, når han er svimmel.

Sporty eller ej - bedøm selv. Danmarks udenrigsminister har scoret et mål på et såkaldt dizzy straffespark. Det er foretaget efter Dizzy Goals-forskrifterne, som dikterer, at man skal dreje 13 gange rundt om en fodbold, mens man holder hånden på bolden, og det ved alle fra barns ben, at man bliver virkelig svimmel af. Og så skal man skyde på mål.

Ifølge Udenrigsministeriet har fodboldstjerner i Liverpool og Real Madrid klaret udfordringen. Og nu også Kristian Jensen - som den første politiker i verden.

Anledningen er ministerens bidrag til at sætte fokus på FNs nye verdensmål, som er blevet vedtaget på FN-topmødet i New York. Helt specifikt er målet dedikeret til det femte - ud af 17 verdensmål - som omhandler ligestilling og at styrke kvinders og pigers rettigheder.

»Hvis jeg kan score på et dizzy straffespark, så kan vi sammen løfte de 17 nye globale mål om at afskaffe absolut fattigdom og skabe bæredygtig udvikling i hele verden inden 2030,« siger Kristian Jensen i pressemeddelelsen.

Det imponerende mål har ministeren lagt op på sin Twitterprofil, så man kan selv få syn for sagen:

Straffesparket er dog scoret med en specialdesignet fodbold, som er egnet til piger, fordi den er mindre end en normal voksenfodbold, der giver mange piger skader, som Udenrigsministeriet har formuleret det.

»Nu skal vi så sikre, at der leveres på de mange løfter om bedre adgang til uddannelse, bedre sundhed og flere rettigheder for verdens piger og kvinder. Det gør den danske regering ved fortsat at sætte piger og kvinder i centrum for vores udviklingssamarbejde, og det gør vi, når 5000 politiske ledere, aktivister, forskere og mange andre samles i København i maj 2016 til den internationale Women Deliver konference,« siger ministeren.