Joachim B. Olsen har det med at fremkalde stærke følelser hos sine politiske modstandere, når han ytrer sig om emner som fattigdom, sociale ydelser eller skat.

Således også i dag, efter at Liberal Alliance-profilen har foreslået at skære i kontanthjælpen i yderområderne, fordi gevinsten ved at tage et arbejde vil være forskellig fra land til by på grund af leveomkostningerne. En udmelding, der nu bliver mødt af en storm af røde vredesudbrud.

Tudetosset, gakket, diskriminerende, noget fis, fuldstændig skævt. Sådan lyder reaktionerne fra Enhedslisten, SF, de Radikale, Socialdemokraterne og også fra Liberal Alliances kolleger i blå blok, Dansk Folkeparti.

»Han må sgu da have tabt sutten«, siger SFs beskæftigelsesordfører Karsten Hønge.

»Skal alle mulige andre ydelser så også differentieres? Skal der være forskel på dagpengesatserne? Folkepensionen? Jeg er 100 procent imod det, han siger. Det vil skabe en underlige opdeling, som er fuldstændig urimelig og umulig at håndtere. Og hvad med afgiften på benzin - skal den også variere afhængigt af, hvor i landet man bor?« spørger Hønge, da politiko.dk forelægger ham LA-politikerens forslag.

Hos Enhedslisten kalder beskæftigelsesordfører Finn Sørensen forslaget for »helt igennem tosset«.

»Det er noget værre fis, og det vil svække borgernes retssikkerhed. Det er endnu et led i det korstog, Liberal Alliance er ude i for at få råd til skattelettelser til deres venner i erhvervslivet,« siger Finn Sørensen til politiko.dk og fortsætter:

»De forsøger hele tiden at gøre maskerne i det sociale sikkerhedsnet større, så flere mennesker falder igennem. Men kontanthjælpen er den sidste maske det sikkerhedsnet, der ikke skal ikke udhules yderligere.«

De radikales Sofie Carsten Nielsen kalder forslaget »diskriminerende« og kritiserer det for at »stavnsbinde« folk til bestemte områder af Danmark. Og også Socialdemokraterne ser rødt på baggrund af forslaget:

»Det er en tudetosset idé, der vil skabe endnu mere skævhed i det her land. Det er jo helt forkert, at dem på eksempelvis Lolland skal have mindre i kontanthjælp end andre,« siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen.

Hos Dansk Folkeparti er der heller ikke opbakning til Joachim B. Olsens forslag:

»Jeg beskæftiger mig normalt ikke særlig meget med gakkede forslag. Jeg synes, det er pinligt, han siger det. Jeg ved ikke, hvor han får det fra. Han har nok haft influenza, da han fandt på det,« siger partiets beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted og fortsætter:

»Jeg synes hellere, han burde beskæftige sig med, hvordan vi kan hjælpe kontanthjælpsmodtagere med at komme i job.«

Joachim B. Olsen er kommet med sit forslag i en artikel i Ugebrevet A4, hvor en række eksperter vurderer, at de borgerliges kontanthjælpsloft kan føre til en udvandring af kontanthjælpsmodtagere fra by til land.

I artiklen vender også Venstres beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen tommelfingeren nedad til ideen om at lave forskellige kontanthjælpsydelser afhængig af, hvor i Danmark man bor.

Joachim B. Olsen står trods den massive kritik gerne på mål for sit sit synspunkt.

Men det er ikke Liberal Alliances politik, siger han til politiko.dk.

»Det er ikke et forslag, Liberal Alliance har stillet. Det er noget, jeg har sagt, og ikke noget, man kan tage Liberal Alliance til indtægt for,« siger Joachim B. Olsen.

Han fortæller, at forslaget er rejst, fordi flere kommuner har problematiseret, at der er mange på overførselsindkomst, der bor i bestemte områder på for eksempel Lolland eller flytter dertil.

»Man kan vel nærmest sige, der har været en eksport fra nogle af de store byer til nogle udkantsområder, og det belaster den offentlige økonomi og den kommunale økonomi meget voldsomt. Jeg siger så for min egen regning, at der er et problem, og at nogle overførsler rækker længere, hvis du bor på Lolland, end hvis du bor på Frederiksberg, fordi man ikke kan differentiere,« siger Joachim B. Olsen.

Når du udtaler dig som Joachim B. Olsen, så er du vel Liberal Alliances Joachim B. Olsen, og det er derfor, du er blevet spurgt?

»Ja, og det ved jeg også godt, og det er selvfølgelig rigtigt, men det er ikke et LA-forslag.«

Men er du ikke beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance?

»Jo, det er jeg.«

Så når du udtaler dig om beskæftigelse herunder kontanthjælp, så er du vel Liberal Alliance?

»Ja, det er korrekt. Jeg gik med på en diskussion om, at der er den her udfordring, som folk anerkender. Det gør man også ude i kommunerne. Der er nogle kommuner, hvor folk flytter til, når de er på overførselsindkomst. Hvad skyldes det? Det skyldes givetvis mange ting herunder også, at overførsler rækker længere nogen steder end andre. Og de rækker længere, fordi man får det samme overalt. Og jeg har ikke hørt andre komme med løsningsforslag. Men det er ikke Liberal Alliances politik.«

Men du vil alligevel diskutere det med beskæftigelsesministeren. Kan man både sige, det ikke er Liberal Alliances politik og sige, man gerne vil diskutere det med beskæftigelsesministeren?

»Jamen, det er Liberal Alliances politik at gøre noget ved det her problem. Det kan ingen være tjent med. Jeg vil gerne diskutere problemet med beskæftigelsesminsteren. Det her giver en lang række sociale og økonomiske problemer, og det vil jeg gerne diskutere, og så må vi se, om vi kan finde frem til en løsning.«

Skal man så også differentiere for andre overførsler som f.eks, dagpenge, eller folkepensionen, og skal man også differentiere på benzinprisen og momsen afhængigt af, hvor man bor?

»Men der er forskellige priser, alt afhængigt af hvor man bor. Priser på markedet tilpasser sig jo udbud og efterspørgsel.«

Men det er jo ikke det, du foreslår. Du foreslår, at kommunerne skal kunne differentiere, alt efter hvordan leveomkostningerne er?

»Ja, men det har jo ikke noget med benzinpriserne at gøre. Problemet er, at der netop er forskelle i leveomkostninger i de forskellige kommuner. Se bare huspriserne på Frederiksberg kontra på Lolland. Det er der jo nogle forskelle i. Jeg peger på probelmet og siger, der er forskellige leveomkostninger forskellige steder, og at ydelseren skal være udtryk for, om man har ens levestandard, uanset hvor man bor.«

Så du vil også godt differentiere på dagpenge for eksempel, alt afhængigt af hvor man bor?

»Det er ikke LAs politik, nej. Jeg siger bare, at vi politisk må kunne diskutere, at vi har et strukturelt problem i, at der er nogle kommuner, som bliver meget belastet af, at der er folk på overførsel, der flytter dertil«.