Socialdemokratiets Peter Hummelgaard kalder en udtalelse fra de Radikales Sofie Carsten Nielsen for »et af de groveste citater, jeg har læst en folketingspolitiker sige om en af sine folkevalgte kollegaer.« Den radikale gruppeformand beklager nu.

Det er »usmageligt«, »perfidt«, og »et af de groveste citater jeg har læst en folketingspolitiker sige om en af sine folkevalgte kollegaer«.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes folketingsmedlem Peter Hummelgaard efter en udtalelse fra de Radikales stedfortrædende politisk leder, Sofie Carsten Nielsen.

I et interview med Berlingske siger hun om socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen:

»Hvis definitionen på, om man overhovedet må have en mening om integrations- og udlændingepolitik er, at man skal være vokset op på Vestegnen og skal have fået bank som barn, så er vi altså langt ude.«

Henrik Sass Larsen har i tidligere interviews flere år tilbage snakket åbent om en opvækst med netop vold i hjemmet Vestegnskommunen Taastrup.

Netop derfor reagerer Peter Hummelgaard så skarpt på Sofie Carsten Nielsens udtale, som han finder langt over grænsen.

På Twitter kalder han udtalelsen for »usmageligt klamt«.

Til Berlingske siger han:

»Jeg blev rigtigt vred, da jeg så det. Jeg synes, det er groft og enormt skuffende på rigtig mange måder. Det er jo en politisk diskussion, og de Radikales Sofie Carsten Nielsen blander nogle dybt personlige ting ind i det. Derudover er det enorm groft og grænseoverskridende over for dem, der kommer fra urolige hjem. At antyde, at man kun har bestemte politiske holdninger af en bestemt årsag, det synes jeg bare enorm skuffende af et parti, der ellers har snakket rigtigt meget om at holde den gode tone,« siger han.

Her kan du se et af Peter Hummelgaards tweets om udtalelsen. Artiklen fortsætter nedenfor.

Sofie Carstens Nielsens kommentar kom i kølvandet på et interview i mandagens Ekstra Bladet med Henrik Sass Larsen. Her fortalte den socialdemokratiske gruppeformand om partiets syn på udlændingedebatten.

Han forklarede, at Danmark er nødt til at regulere antallet af udlændinge, der kommer til landet.

»Socialdemokratiet er der, hvor vi siger, at grænsen er nået for, hvor mange der kan komme, og at man også er villig til at tage nogle ret drastiske beslutninger for at begrænse antallet af udlændinge i Danmark. Nogle af os har ment det her i lang tid, men det har taget lang tid for mange at nå derhen,« sagde han til Ekstra Bladet.

I en opfølgende artikel i Ekstra Bladet sagde Sofie Carsten Nielsen, at »Sass lyder fuldstændig som Martin Henriksen og DF. Jeg kan ikke høre forskel«.

Det var i et efterfølgende interview med Berlingske, at Carsten Nielsens ord faldt om vold og barndom.

Sofie Carsten Nielsen vil ikke lade sig interviewe om sin udtalelse eller Peter Hummelgaards vrede.

I et skriftligt svar siger hun, at hendes citat ikke var rettet mod Henrik Sass Larsens barndom.

»Bølgerne går højt når vi diskuterer udlændinge. Og vi skal kunne diskutere det som andre emner. Mit citat var ikke ment som et angreb på nogen specifikt, og jeg beklager, hvis nogen opfatter det sådan. Jeg håber på en god og saglig debat om bedre integration. Har beklaget på Twitter også,« skriver hun.

Direkte adspurgt om, hvad Peter Hummelgaard siger til den forklaring, svarer han:

»Jeg vil bare sige, at de politiske uenigheder, der er mellem Socialdemokratiet og de Radikale, handler om politik. Det handler om, hvordan vi ser på både de kortsigtede løsninger i forhold til integration og den langsigtede sammenhængskraft i vores samfund. Det har intet at gøre med, hvilke type hjem vi er opvokset i, eller hvordan vi blev behandlet som børn. Og det, synes jeg, at i særdeleshed de Radikale, som ellers altid snakker om den gode tone, virkelig skal holde sig for gode til at komme med den slags perfide insinuationer.«

Hvordan vil du betegne forholdet mellem Socialdemokratiet og de Radikale de her dage?

»Der er nogle reelle politiske uenigheder om, hvordan vi skal håndtere nogle meget store samfundsstrukturelle udfordringer, og det er politiske uenigheder. De er der, og de skal også have lov til at være der. Til gengæld har vi jo et tæt og fortrinligt samarbejde på en lang række andre og meget vigtige områder som uddannelse, forskning, klima og miljø, bistandspolitikken og så videre,« siger Peter Hummelgaard.

Også SF formand Pia Olsen Dyhr skriver på Twitter, at hun tager afstand fra Sofie Carsten Nielsens udtale.