I ugevis har Christiansborg haft Kongen og Dronningen at sole sig i. Nu er der så kommet en superskurk til.
Hvilket er næsten lige så godt.
For popularitetshungrende politikere findes der nemlig ikke noget ret meget bedre end et fælles hadeobjekt sammen med vælgerne. Denne gamle spin-lektie bliver udnyttet maksimalt i disse dage.
Navnet i centrum er selvfølgelig Torben Østergaard Nielsen, pressesky milliardær med hang til Lamborghinier og anden depraveret luksus - manden, hele Danmark, inklusive Christiansborg, i disse dage elsker at afsky.
Svimlende 42 milliarder kroner på bankbogen. Hvilket placerer ham som landets sjette rigeste.
Nu er han så 'løbet fra regningen'. Det er i al fald formuleringen, som folkedybet på de sociale medier og politikerne har fundet sammen om at bruge, når forløbet omkring Nordic Waste-forureningen i Randers beskrives.
Politikere står i kø for at stemple Østergaard som en skidt karl med et dårligt kalibreret moralsk kompas. Arketypen på den onde kapitalist.
Men det skal man ikke lade sig snyde af. For når alt kommer til alt, er Torben Østergaard Nielsen dem en god mand. Den perfekte lynafleder.
Han er en sand gave til socialdemokraterne og deres klassiske fortælling om, hvordan partiet kommer og redder samfundet, når onde kapitalister opfører sig, som den slags har for vane. Uetisk og helt uden forståelse for almenvellet, forstås.
Godt nok har Østergaard Nielsen og Nordic Waste blot fulgt konkurslovens bestemmelser. Intet tyder på ulovligheder af nogen slags. Men dén pointe synes at have meget trange kår i den ophedede stemning derude.
Politikerne foretrækker at tale 'moral' - velvidende, at de har befolkningen med sig. Diskussionen kommer til at handle om, hvorvidt Østergaard Nielsen 'burde' betale to milliarder kroner for oprydning - blot fordi han teoretisk ville kunne.
Man kan naturligvis sagtens argumentere for, at Torben Østergaard Nielsen og hans to døtre har en moralsk forpligtelse til at gå længere, end hvad loven forpligter dem til.
Men det giver unægtelig en aparte retstilstand, hvis de politikere, der jo vedtager lovene, reelt argumenterer for et dobbelt regelsæt - ét for almindelige mennesker, ét for de rige.
Men ved ikke desto mindre at dreje diskussionen i den retning opnår politikerne flere fordele:
De undgår belejligt at tale om, hvorfor loven er skruet sammen på en måde, så Østergaard Nielsen ikke er forpligtet til at betale Nordic Waste-svineriet. Det er der jo en grund til. Og hvis politikerne ville, kunne de jo bare ændre loven.
Nu kommer der så faktisk en chance for politikere, der vil sætte handling bag forargelsen:
Enhedslisten - vel at mærke IKKE regeringen - fremsætter et forslag, således at ejere ikke kan undslippe regningen.
Spændende at se, om det kan samle flertal.
Det kan det næppe. Hvilket der selvfølgelig er en grund til: Uden konkursbeskyttelse ville helt almindelige mennesker ikke turde stifte en virksomhed.
Ved at tale om familien Østergaards moral slipper politikerne også, tilsvarende belejligt, for at vende blikket indad, herunder at forholde sig til, hvorvidt myndighederne, eksempelvis Randers Kommune med en socialdemokratisk borgmester, har misligholdt tilsynsforpligtelsen over for den stærkt forurenende virksomhed.
Og, nå ja, så er der jo heller ikke det helt store fokus på, at knap 200.000 tons af den nu hastigt skridende jord i Ølst stammer fra Mette Frederiksens panikopgravning af døde mink under coronaen.
Men det er vist det, man kalder en helt anden historie.
Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen her:
