SF skal mere i offensiven for at rette op på de dårlige meningsmålinger, mener Mattias Tesfaye.
Ifølge en ny meningsmåling, som Megafon har lavet for Politiken og TV2 ville regeringspartiet SF få 5,9 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag.
SF står derfor til at få 10 mandater i Folketinget imod de 16 ved valget den 15. september sidste år.
Den udvikling bekymrer dog ikke Mattias Tesfaye, der stiller op til næstformandsposten på SFs landsmøde om 14 dage. Men han erkender, at meningsmålingen viser, at partiet har et problem.
- Det er rigtig ærgerligt og skidt for partiet, siger han i en kommentar til meningsmålingen.
Han mener, at alle i partiet bærer en del af ansvaret for den ringe meningsmåling, men afviser, at de indbyrdes fløjkrige er en del af problemet.
- Vi bærer alle et ansvar. Vi har ikke været dygtige nok til at forklare og overbevise danskerne om vores politik. Derfor skal vi mere i offensiven, siger Mattias Tesfaye.
Han mener, at der er noget galt i SFs strategi, da partiet ikke er i stand til at markere sig på partiets egne mærkesager, for eksempel energiaftalen, siger han.
Mattias Tesfaye tror ikke på, at der findes smarte tricks eller nogen nem løsning for SF. Derfor må alle i partiet indstille sig på hårdt arbejde, hvis partiet skal tilbage på sporet, siger han og advarer samtidig partifællerne mod at skifte spor.
- Jeg tror ikke på det store sporskifte. For os handler det om at have is i maven og ikke bare handle ud fra, hvad meningsmålingerne viser. Vores opgave er at kæmpe for vores politiske mærkesager og skabe resultater, siger Mattias Tesfaye.